Skab en stressforebyggende kultur
Endeligt er det vigtigt, at kulturen på arbejdspladsen understøtter stressforebyggelsen. Hvordan håndterer I typisk langvarigt arbejdspres? Hvordan taler I om travlhed og stress hos jer? Og bringer samtalerne jer et bedre sted hen?
På nogle arbejdspladser er stress tabu, og man taler ikke om det. Travlhed og stor efterspørgsel italesættes måske udelukkende som indikationer på, at man som organisation har succes, og på ledelsesgangen glædes man over det store engagement blandt medarbejderne. I en sådan kultur kan det være både svært og skamfuldt for den enkelte at gøre opmærksom på, at begejstringen er kammet over og blevet til en belastning.
Andre steder bliver et normalt, effektivt tempo hurtigt omtalt som stress – også selv om der blot er tale om periodevis travlhed. Her kan det hurtigt udvikle sig til en negativ spiral, hvor den konstante samtale om, hvor hårdt arbejdet er, gør, at arbejdsdagen opleves endnu mere slidsom. Der kan måske være en tendens til, at man ”forfærdeliggør” situationen, og sådan en stemning kan smitte, så endnu flere mister modet. I begge tilfælde bliver det vanskeligt at opfange og handle på stress i tide.
Vores budskab er, at det handler om at finde den rette balance på arbejdspladserne ved at tale om arbejdsbelastning og stress på nyttige måder. Det betyder, at man:
1. Reagerer, når man oplever tidlige tegn på stress, og taler åbent om det.
2. Undersøger, hvilke konkrete årsager der spiller ind, og hvilke handlingsmuligheder der kan findes.
3. Handler!
Som leder skal man her igen huske at handle både forebyggende over for organisationen og aktivt i forhold til den enkelte medarbejder.
Endnu en vigtig pointe er, at måden, man møder – og positionerer – den stressramte medarbejder på, har stor betydning for, hvor nyttig samtalen bliver. Stress opleves som et ubehagelig kontroltab for den enkelte, og ofte lurer de selvbebrejdende tanker, følelsen af inkompetence og opgivelsen lige under overfladen.
Ordet stress behøver slet ikke at indgå i en nyttig stressforebyggende samtale. Tværtimod. Tal hellere personen op. Fokusér på det, der trods alle odds er lykkedes, og det, der stadig er muligt. Tal til aktøren og ikke til offeret. Forstærk handlekraften og ikke håbløsheden.
En sidste pointe, når det handler om at skabe en stressforebyggende kultur, er vigtigheden af også at styrke den fælles eller kollektive coping, som Tanja Kierkegaard kalder det.4
Det viser sig tydeligt for os, når vi kommer ud på arbejdspladserne, at kulturen adskiller sig markant afdelinger, teams og organisationer imellem, i forhold til hvilke stier man typisk betræder, når man er presset igennem længere tid. Er det den enkelte medarbejder, der strammer ballerne, arbejder hurtigere, inddrager frokostpausen og planlægger og prioriterer i sine opgaver? Eller vender man sig typisk imod fællesskabet – det vil sige kollegerne eller teamet – for at få hjælp, søge sparring eller ”læsse af”? Eller går man til lederen?
Redskab: Kulturtrekanten