Fokus på at tage ansvar i ny butik i Nykøbing Falster

Lederne slår i uge 22 døren op til en helt ny pop-up-butik på Slotsgade 9 i Nykøbing Falster. Butikken åbner mandag den 29. maj – og når den lukker igen lørdag den 3. juni, har lokalerne på Slotsgade i en uge været rammen om en række debatter og udveksling af erfaringer om at tage ansvar.

09. maj 2017

Butiksåbningen i Nykøbing sker som led i en stor kampagne, Lederne i år har skudt i gang under overskriften ”Tag Ansvar”. En lang række centrale personer fra det lokale erhvervsliv, Guldborgsund Byråd, folketingsmedlemmer og -kandidater samt organisationer fra Sydhavsøerne vil i løbet af uge 22 lægge vejen forbi Tag Ansvar-butikken på Slotsgade og deltage i debatter om alt fra uddannelse over frivillige, mangfoldighed og stress til ledelse. På listen over deltagere fra det politiske liv står blandt andre borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder, kandidat til regionsrådet i Region Sjælland Heino Knudsen samt medlem af Folketinget og 1. viceborgmester i Guldborgsund Kommune René Christensen.

Tag Ansvar-ugen i Nykøbing skydes officielt i gang mandag med en debat om, hvordan vi får skabt flere praktikpladser, og hvordan flere unge kan få øjnene op for faglige uddannelser. Deltagere er borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder (Guldborgsundlisten), formanden for Lederne Svend Askær, administrerende direktør Allan H. Schmidt fra A. Schillers Maskinfabrik i Nykøbing, personalechef Helge Lynge Larsen fra Haribo i Faxe, direktør Kim Normand fra CELF (Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster) og iværksætteren Nicolaj Sand fra netværket og kampagnen ”Ung og Iværksætter”.

Tirsdag er overskriften frivillighed. Foredragsholderen Mark Anthony med tilnavnet ”Mr. Motivator” lægger vejen forbi butikken i Nykøbing og kommer med ideer til, hvordan man som leder kan motivere såvel frivillige som ansatte. Senere er der debat under overskriften ”Tag ansvar med hjertet” mellem lokalformand for Red Barnet Lolland Linda Sommer, stifter af Lolland-Falster Lovestorm Kirsten Sydendal, spidskandidat til regionsrådet i Region Sjælland Heino Knudsen (S) og direktør hos Lederne Torkild Justesen.

Onsdag står i mangfoldighedens tegn. Man kan kigge forbi butikken og blandt andre høre regionsleder i High:Five Dorte Volt, HR-manager Githa Christophersen Greve fra NCC, direktør Per Jørgensen fra SæbeFabrikken i Nykøbing, centerdirektør Karsten Juhl fra Lalandia i Rødby, seniorkonsulent i Cabi Bente Nissen og direktør Bodil Nordestgaard Ismiris fra Lederne tale om, hvordan man i sin rekruttering kan være med til at tage et større socialt ansvar og skabe job til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Senere onsdag er temaet kvinders lederkarriere, når chefkonsulent hos Lederne Marianne Rasmussen søger svar på, hvordan vi får flere kvindelige ledere.

Hvordan kan man blive bedre til at spotte og forebygge stress – og hvordan knækker vi stresskurven? Det er spørgsmålene, som tages under behandling i butikken torsdag. Bud på svar gives af site manager hos MAN Diesel & Turbo i Holeby Finn Fjeldhøj, Michael Christensen fra Center for Social Indsats i Lolland Kommune, seniorkonsulent i Cabi Dorte Rosendahl Kirkegaard, erhvervspsykolog hos Alectia Lene Eriknauer og arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen.

Fredag er omdrejningspunktet i Tag Ansvar-butikken ledelse. Hvad er god ledelse – og hvad vil det sige at tage ansvar som leder? Det diskuterer direktør Mette Suhr Stoffregen fra det lokale energiselskab REFA Energi, ejeren af Pajor Reklamebureau i Nykøbing Kim Pajor, ledelseskonsulent Anders Amstrup og direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris.

Inden døren lukkes lørdag eftermiddag, er der masser af aktiviteter i butikken. Blandt andre vil lokale profiler fra den politiske verden give deres bud på, hvor de mener, der bør tages mere ansvar – og hvad de selv vil gøre lokalt, regionalt og nationalt. Deltagere i debatten er medlem af Folketinget og 1. viceborgmester i Guldborgsund Kommune René Christensen (DF), folketingskandidaterne Kasper Roug (S), Benny Damgaard (V) og Louise Lindhagen (C) samt direktør Torkild Justesen fra Lederne.

Afdelingsformand for Lederne Storstrømmen Helle Bjerregaard Andresen glæder sig til en inspirerende uge i Nykøbing.

- Jeg synes, at der er tale om en række kanontilbud til alle ledere og ledelsesinteresserede i hele Storstrømmen. Det er en helt enestående mulighed for i løbet af seks dage at blive inspireret til at tage mere ansvar, deltage i eller lytte til diskussioner om vigtige temaer og skabe netværk. Derudover er det vigtigt at notere sig, at selvom temaerne er store og universelle, er fokus for debatterne i butikken i Nykøbing lokalt. Jeg glæder mig således over, at en meget stor del af deltagerne og indlægsholderne kommer fra organisationer og virksomheder på Lolland og Falster, siger Helle Bjerregaard Andresen.

Alle arrangementer i Tag Ansvar-butikken er gratis, uanset om man er medlem af Lederne eller ej. 

Kontaktoplysninger

Helle Bjerregaard Andresen
Afdelingsformand
Lederne Storstrømmen
Telefon 2010 8919
E-mail helle.andresen@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Telefon 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk