Vi er nødt til at spille på samme banehalvdel som de unge mennesker, vi ønsker at rekruttere til branchen - både isoleret set i Det Blå Danmark, men også på globalt plan. For i sidste ende er de unge nøglen til succes - vi andre har jo allerede valgt. Så vil vi femtiden, er det nu, vi skal i gang.
21. august 2017
Kronik af Jeppe Carstensen, rektor på Marstal Navigationsskole.
Min egen uddannelsesmæssige fremtid blev fastlagt en december aften i 1992, da jeg, netop hjemvendt efter aftjent værnepligt, blev sat stolen for døren af min mor. ”Du har 14 dage til at finde ud af, hvad du vil lave i fremtiden, ellers må du finde et andet sted af bo” var beskeden.
Valget faldt på søfarten, et ikke oplagt uddannelsesvalg, idet ingen i familien sejlede, og erfaringen med sejlads strakte sig til en tur i lystbåd. Men da beslutningen var truffet, gik det stærkt, og 4. januar 1993, startede min karriere ved Fanø Søfartsskole. Nu sidder jeg 24 år senere og overvejer, hvordan vi får den nye generation til at søge deres karriere i det Blå Danmark.
I søfartserhvervet er det indtaget i bunden af uddannelserne, der er det absolut væsentligste. Vi skal have tilstrækkeligt med studerende på værkstedsskoler, søfartsskoler og HF-Søfart, ellers er der ingen søgning til officersuddannelserne. Vi skal sikre, at de unge kan komme i praktik eller i ansættelsesforhold som ubefaren skibsassistent eller tilsvarende, her spiller rederierne den afgørende rolle.
Generationer skifter, og den generation, der nu skal vælge uddannelser, har en anden tilgang og andre ønsker end tidligere generationer, der valgte at gå til søs.
Vi bliver også nødt til at sikre, at vores kommende unge søfolk og officerer er klar over den karrierestige, de træder ind på. Måske skal vi være så radikale og melde ud, at juniorofficersstillinger er uddannelsesstillinger. Der er altså en forventning fra branchen, om at du uddanner dig til seniorofficer fra starten. Vi har ikke brug for juniorofficerer, der sejler i disse stillinger hele deres karriere, vi har behov for danske seniorofficerer, som er klar til at tage det ledelsesmæssige ansvar for skib og besætning. Det er, hvad der forventes af moderne ledere i dag.
Vi er nødt til at spille på samme banehalvdel som de unge mennesker, vi ønsker at rekruttere til branchen, både isoleret set i Det Blå Danmark, men også på det globale plan. BIMCO og ICS har i år klarlagt, at der på verdensplan mangler 16.500 officerer, og dette vil stige til 147.500 officerer i 2025, så krisen er til at få øje på.
De unge mennesker søger ikke kun karriere for jobsikkerhed og løn. De søger et tilhørsforhold, hvor de kan identificere sig med den kultur, der er i branchen. De søger udfordringer og job, der kan udvikle dem som hele mennesker, men også job hvor de føler sig som en del af helheden i f.eks. rederiet. Møder karrieren ikke de ønsker, de unge har, så finder de et andet sted og søger måske udenfor branchen, hvis de oplever de forventninger, som de havde ved indgangen i erhvervet, ikke blev mødt.
Vores erhverv er i benhård konkurrence med det store udvalg af uddannelser, som unge mennesker har, og vi har ikke længere eneret på at uddanne til et globalt erhverv. Så tilbuddet til den kommende generation skal være klart, det skal være synligt, og det skal skabe rum for den personlige udvikling hos hver enkelt studerende, vi ønsker at rekruttere.
Uanset om de unge søger en karriere til søs eller i shipping, så er hjørnestenen i dette nemlig, at skibene ikke er synlige. De unge ser ikke vores arbejdspladser til søs, og hvis de gør, forbindes det med færger eller med kørsel over Storebælt, hvor de måske ser et skib sejle under broen.
Vores ry og rygte præges hurtigt af negative historier i pressen og blandt vores kollegaer. Olieforurening, kollisioner og grundstødninger, krydret med fortællinger om pirater og overfald sætter dagsordenen. Alt dette fulgt op af de alt for mange sejlende kollegaers negative kommentarer om, at de ”fremmede stjæler vores arbejdspladser”, dårlig løn og elendige forhold generelt.
Det skal vi gøre bedre!
Vi skal som branche, hele tiden have fokus på og få fortalt den positive historie fra hverdagen til søs og i land.
Vi skal sikre uddannelser, der både skaber karrierer til lands og vands. Der eksisterer en livscyklus, hvor den søfarende sejler mod land, når familie og børn står for døren.
Vi skal som søfolk se os selv i øjnene og spørge, om det er rimeligt, vi er så negative omkring vores erhverv, for hvorfor er vi så ikke flyttet til en anden branche?
Vi skal arbejde med det hele menneske, karriereplanlægning skal være naturligt fra dag ét, hvor den unge træder ind, og så skal der ikke længere skelnes mellem HR og Marine HR.
Vi skal sikre, at fremtidens unge kan holde kontakten til det sociale netværk. Det skal være i hele verden og 24/7.
Vi skal arbejde for, at det er nemmere at skifte mellem land og sø, uanset hvor den unges fremtidige karriere bringer dem hen.
Og endeligt skal vi spørge de unge, hvad de ser af udfordringer, og hvad de gerne vil have forbedret i erhvervet, så der bliver attraktivt. For i sidste ende er de unge nøglen til succes, vi andre har jo allerede valgt. Så vil vi femtiden, er det nu, vi skal i gang.