Vi som studerende står på sidelinjen og, med behørigt udkig, betragter en verden der er i ekstremt udvikling på så utalligt mange fronter samtidig. Alligevel får vi ganske begrænset indflydelse og ørenlyd, på trods af at det er os, der skal være den næste generations officerer.
06. september 2017
Af Philip Cebulla, skibsførerstuderende på Marstal Navigationsskole
På den forgangne uges maritime sikkerheds- og sundhedskonference (MSSM i Nyborg), udover selvfølgelig at have den maritime sikkerhed og sundhed i fokus, var den nye generations søfarende også i kikkerten.
Den såkaldte generation Y (Millennials) havde fået en workshop af et par timers varighed til at diskutere, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt og nemmere at rekruttere ”de unge” søfolk.
Rammerne for en god debat var sat. Dog skulle en magtkamp mellem ”de grå” med modstridende interesser skabe en smule frygt blandt de selv samme unge for at ytre sig om, hvad de unge gerne vil have nu til dags.
Lad os et øjeblik se bort fra disse interne stridigheder der snart bør begraves, hvilket er en anden historie. Lad os i stedet fokuserer på, hvordan vi får Millennials sat ud i Det Blå Danmark. Ser man på de emner der kunne brænde igennem den sørøg, der blev skabt af en flok kyndige herrer der sidder på de danske maritime akademier, bliver der fra starten skabt en distance mellem de unge og de grå.
Altså en tydelig markering af, at vi ikke er fælles om det her mål, og at der i den grad er gået både erhvervsfaglige prioriteter såvel som organisatoriske interesser ind i sagen om at hverve de unge.
Inerti - modstand mod forandring
Det jeg hører under dette oplæg ved MSSM, som er en af årsagerne til manglen på danske søfarende, er at vi hidtil og til stadighed har den forrige generations, eller den før den, holdninger og traditioner med om bord.
Der er sært nok temmelig meget modstand mod forandring i en verden som søfarten, der ellers er under konstant udvikling. Dette gjorde sig senest gældende, da autonome skibe første gang kom til overfladen – især ved tanken om at den søfarende ikke engang skulle være søfarende, men ”bare” skulle sidde på land, overvåge og drikke kaffen.
Vi som studerende står på sidelinjen og, med behørigt udkig, betragter en verden der er i ekstremt udvikling på så utalligt mange fronter samtidig. Alligevel får vi ganske begrænset indflydelse og ørenlyd, på trods af at det er os, der skal være den næste generations officerer.
Alle de nye ændringer får hurtigt en knob til at ligne et lysår. Så jeg kan sagtens forstå at de grå har problemer med at holde fast i bordet for ikke at få kaffen galt i halsen, når sådanne nyheder som en ”dynamisk søfarende” stjæler overskriften i medierne. Hvis jeg må være så kæk at sige, ”så lad da børnene”:
Vi er klar på at løfte i samlet flok, vi kommer med fred. Vi har sagt ja til vilkårene, vi har sagt ja til at bruge 2 1⁄2 år på en ø for at få det nødvendige næringsbrev. Vi er i en verden på vej mod forandring, vi er klar til at vise vores værd, vi vil gerne være dynamiske.
Så lad os nu komme ind i varmen!
Med det sagt og hvis jeg skal komme med et bud på hvordan jeg synes vi skal løse dette problem.
Kan vi nå at vågne op, så vi ikke bliver overhalet indenom? Uden vi skal lære gamle hunde nye tricks, og kan vi drage nytte af den fælles viljestyrke der banker i os alle.
Vi var gode, det bliver vi igen, godt nok ikke så store som vi har været. Erkendelsen er det første skridt mod bedre tider. Så lad os være fælles om at tage det første spadestik eller den første tørn sammen!
Vi har brug for de voksne de lytter til os – og vi har brug for at lytte til dem. Sammen står vi stærkest