3 gode råd om søvn til søs

God søvn øger sikkerheden, men det kan være svært at sove godt til søs. Her får du 3 gode råd, der kan hjælpe dig til at sove bedre.

20. marts 2018

 

Af Lise Mortensen | Lederne Søfart

Lav fysisk træning efter du har sovet, og inden du starter vagten.

Det aktiverer kroppen, og sætter den i omdrejninger.

Effekten kan holde i 3-4 timer og holde søvnigheden på afstand.

Mindsk søvnbehovet med en powernap
En powernap er en kort lur, ikke længere end 15-20 minutter. Hviler eller sover man længere, er der risiko for, at man glider ned i den dybe søvn. Det er ikke hensigtsmæssigt, for så kan man have svært ved at fungere, når man bliver vækket.

Sov godt efter en vagt
Kom ned i omdrejninger først. Det vil sige gå ikke direkte i seng, men forbered dig ved at slappe lidt af.

Afklar og afslut så vidt muligt eventuelle problemer, som du tumler med. Kan de ikke afsluttes her og nu, kan det hjælpe at beslutte, hvad du vil gøre i næste vågne periode og skrive det ned.

Du skal altså så vidt muligt viske tavlen ren, så du ikke har tankerne kørende med problemer. Gennemgå og gentag det samme ”ritual”, hver gang du skal til køjs. Når du lægger dig, skal du slappe af. Gør de ting, der normalt får dig til at slappe af. Der findes forskellige teknikker, som kan hjælpe, hvis det er svært, fx afslapningsøvelser, vejrtrækningsøvelser, meditation og lignende.

Undgå så vidt muligt at blive forstyrret af lys og lyd – fx en tændt mobiltelefon.