Beslutninger, ansvar og ledelse er i dag i vid udstrækning flyttet fra skibene og ind i land. Hvad betyder det for de søfarende – og kan det være en del af grunden til, at der er mangel på officerer til søs? Det vil Nanna Thit – der har arbejdet som forskningsassistent på CBS Maritim – forske i. Hendes udgangspunkt er Projekt Skib i 70’erne.
06. november 2018
Af Nanna Thit | Fotos: Oliver Mirkovic & Privat
”Vi står i den samme situation nu, som var startskuddet, da det norske Projekt Skib i sin tid blev gennemført i 70’erne. Med demotiverede officerer, der ikke finder en høj løn motiverende nok. Sådan, som det ser ud i dag, er en stor del af beslutninger, ansvar og ledelse flyttet fra skibet og på land. Og da ansvar så at sige bliver distribueret ned igennem hierarkiet, betyder det, at der absolut ikke er noget ansvar nederst i hierarkiet på skibet. Det virker demotiverende for alle ombord.
I Projekt Skib dengang i 70’erne var der mest muligt ansvar ombord – og her var ansvaret distribueret ned, så selv den laveste rank ombord fik mere ansvar.”
Sådan siger Nanna Thit. Hun har i de sidste tre år været ansat ved CBS Maritim, hvor hun har arbejdet for professor Henrik Sornn-Friese, der er Director for CBS Maritime og har forsket i Projekt Skib.
- Min hypotese er, at hvis relationen er dårlig mellem sø og land, påvirker det arbejdsglæden, forholdet mellem de søfarende ombord, loyaliteten, motivationen, tiltrækningen af nye og fastholdelsen af gamle, effektiviteten, og alt dette skaber en ond spiral, hvor dårlige forhold fører til mere og mere uengagerede medarbejdere, der fører til flere og flere kontrolelementer og udliciterende strategier.
Derfor mener jeg, at det er afgørende at undersøge samarbejdet mellem sø og land og måske finde inspiration i 1970’ernes Projekt Skib, ikke blot for de søfarendes skyld, men for Det Blå Danmarks overlevelses skyld.
Projekt Skib
- Arbejdet med Projekt Skib gav mig interessen for arbejdsmiljøet til søs; hvad er det for en rolle, ansvar spiller, hvad er det for en rolle, relationen sø/land spiller, og hvorfor er det, at vi står i de samme problemer som i 70’erne?
- Hvorfor har vi ikke formået at løse det, når der er så høj efterspørgsel efter arbejdskraft, rederierne skriger jo efter officerer – men de har bare ikke nogen arbejdsbetingelser, hvor de kan tiltrække folk på trods af den høje løn. Så hvorfor står vi i den samme situation nu – det vil jeg gerne lave en Ph.d. om, forklarer Nanna Thit og fortsætter:
- Nogle af jer kender sikkert en del til det danske tekniske Projekt Skib fra 1990’erne med rederiet Lauritzen, hvori der var fokus på de ledelsesmæssige og organisationsmæssige dele af forandringsprojektet.
- Det originale Projekt Skib fra Norge og dets eksperimentelle tilgang gjorde, at der blev genereret store mængder viden om skibsmiljøet, den martime teknologi og ledelse, samt relationen mellem sø og land, viden, som eftertiden nød godt af. Lærdommen fra de første projektskibe spredte sig, og i 1980-90’erne blev den brugt i de mere tekniske Projekt Skibe både i DK og i Japan, hvor flere af visionerne fra de norske projektskibe blev medtaget.
Grundlæggende kan man sige, at projekterne i 1970’erne var med til at sætte fokus på det nye menneskesyn, nedbryde statusskel og humanisere arbejdet til søs. Det er dog meget få af visionerne fra Projekt Skib, som vi kan se i branchen i dag, meget af det er forsvundet og erstattet af andre tilgange.
Magten skulle først uddelegeres til skibet, og officererne skulle derefter føle sig trygge og respekterede således, at de havde lysten til at sende ansvaret videre, fordi de tillidsfuldt havde fået ansvaret fra land.
En ond cirkel
Situationen dengang var, at flere år med en centraliserende og bureaukratisk organisering havde påvirket mandskabet og deres ansvarsfølelse og selvstændighed. De arbejdsrammer fik mandskabet til at glide ind i passive roller, hvor de udførte arbejde efter reglerne og procedurerne.
Denne apatiske tilstand ledte rederierne til at indføre endnu flere regler og procedurer netop for at styre de søfarende ned til mindste detalje og for at sikre en effektiv og standardiseret operation.
Den onde cirkel blev cementeret i det faktum, at magten var drevet på land, og at skibene blev overstyret fra hjemmekontoret. Skibet blev ikke længere anset som videnscentrum, ligesom den teknologiske og omkostningsmæssige viden også drev på land.
Dette forhold betød, at de, der bevidst søgte til søs under de forhold, også var dem, der foretrak reduceret ansvar. Hvilket skabte den onde cirkel, som forskergruppen i Projekt Skib anså som den største udfordring; hvordan kunne man vende den udvikling? Hvad kommer først – de dårlige arbejdsbetingelser eller medarbejdere, der performer dårligt?
I den udvikling, vi ser nu, laves der flere og flere regler på baggrund af fejl og ulykker, og det er naturligt, at der med fejl kommer mere kontrol, men vi er nu nået et punkt, hvor mere kontrol ikke vil mindske fejlene eller redde erhvervet, en ny strategi må på banen.
Er relationen dårlig mellem sø og land, påvirker det arbejdsglæden, forholdet mellem de søfarende ombord, loyaliteten, motivationen, tiltrækningen af nye og fastholdelsen af gamle, effektiviteten, og alt dette skaber en ond spiral, hvor dårlige forhold fører til mere og mere uengagerede og passive medarbejdere, der fører til flere og flere kontrolelementer og udliciterende strategier.
Situationen ligner
Når man begynder at undersøge, hvad der skete dengang, hvorfor projektet opstod, og hvad det var en reaktion på, virker det hele meget bekendt.
Tiden dengang var præget af et samfund i rivende udvikling inden for ny teknologi og levestandard.
Dette påvirkede forholdene til søs, der blev mere centraliserede, fordi den nye teknologi tillod mere kontakt og kontrol; dette forhold førte til lav motivation og faldende tilslutning til erhvervet. Det virker som om, dansk søfart står i samme problematiske situation nu som da.
Industrien skriger på nye gode ideer, der dog ofte ender i retningen af ny teknologi og outsourcing af kerneopgaver. Er der noget at lære af 1970’ernes Projekt Skib? Var der heri en strategi, der kunne tilbyde en ny og brugbar løsning på nogle af de problemer, dansk søfart står overfor?
Vi står i dag i en situation med fantastisk teknologi og viden, men det alene redder ikke søfarts fremtid; spørgsmålet er, hvordan man vælger at bruge den enorme viden. Skal det være et overvågende og kontrollerende værktøj til at styre et autonomt skib med en besætning, der udskiftes som reservedele? Eller som kommunikationsværktøj, der styrker samarbejdet mellem sø og land i et gensidigt respektfuldt og tillidsbaseret samarbejde om at drive et skib fra a til b?
Siden 1970’erne er teknologien om bord blot blevet endnu mere dominerende, og den hurtige kommunikation gør, at rederiet kan være i kontakt med skibet døgnet rundt. Det skaber nogle forstyrrende situationer, både med hensyn til hviletider og i forhold til konstant kontrol.
Sammen med teknologien skaber bureaukratiseringen trange kår ombord, hvor de søfarende føler, at meget ansvar er taget fra dem, samtidig gør procedurer og tjeklister det svært at udføre godt sømandskab, hvilket har virket demotiverende for mange.
Mails bliver brugt som bevismateriale, og arbejdsopgaver skal dokumenteres med billeder, hvilket skaber en såkaldt ”cover my own ass”-kultur, hvor tilliden og respekten mellem medarbejdere mindskes.
Regler laves efter laveste fællesnævner sikkert på et velargumenteret grundlag, men disse regler demotiverer de søfarende, der godt kan udføre arbejdet.
Nu til dags er det primært havne- og før-ankomst dokumenter, inspektioner, planlægning og udførelse af øvelser i overensstemmelse med ISM/ISPS-koder, The quality management system, GMS, GSMS, ISM-kode, ISPS-krav, komplekse olie og affaldsjournaler, der komplicerer arbejdet. Der er forskel på, om kravene er tidskrævende, komplekse, dobbeltarbejde eller nedværdigende, fordi man godt føler, man kan den opgave.
Tid eller værdighed
Tager der tid eller værdighed? Det kan godt være, de søfarende opfatter de ekstra procedurer som mere tidskrævende, end de er, måske fordi de ikke blot tager tid, men værdighed? Fordi de fremhæver det øgede skel og den manglende tillid og respekt?
Vetting bliver en inspektion af kontrolsystemet, dvs. kontrol af kontrolsystemer, der evaluerer kvaliteten af kontrolsystemet i stedet for kvaliteten af mandskabet og skibets standard.
God ledelse handler om at uddelegere efter kompetencer og give de unge udfordringer. Det er en del af nøglen til det psykiske arbejdsmiljø
Vi besidder i dag en enorm teoretisk viden om ledelse og organisation, men hvordan udføres den ovenstående ledelsesstrategi, når der knapt er noget ansvar at uddelegere? I Projekt Skib gjorde man sig samme tanker om ledelse.
Tanken var ikke blot at flytte magten tilbage på skibet, men at have dygtige officerer med lederegenskaber, der turde og kunne delegere magten nedad i hierarkiet og skabe arbejdsglæde hele vejen ned.
Denne egenskab var selvfølgelig afhængig af, at magten først skulle uddelegeres til skibet, og at officererne derefter følte sig trygge og respekterede således, at de havde lysten til at sende ansvaret videre, fordi de tillidsfuldt havde fået ansvaret fra land.
Nanna Thit starter med hypoteserne, som hun har udviklet i forlængelse af forskningen i Projekt Skib
Som udgangspunkt vil hun undersøge:
Det gode sømandskab
Handler det om at følge regler og være god til at svare på mails, eller drejer det gode sømandskab sig om at være en god kammerat, tænke selv og handle efter omstændighederne?
Jeg synes grundlæggende, det handler om rederiets menneskesyn, både når man ser på Projekt Skib i 1970’erne og på tendenserne nu. I takt med, at velstanden steg i 1960’erne, ændrede arbejdets betydning sig også. Hvor man før havde set på folk i den lave del af klassesamfundet som dovne og ikke ansvarsbevidste, anså man nu mere mennesket som egnet, hvis det blev givet ansvar og tillid.
Tendensen i 2018 er, at udenlandsk mandskab hyres ind i rederierne, fordi de antageligt er lige så dygtige og langt billigere. Men er det det sande billede? I min research findes der forskellige opfattelser: Nogle advokerer for, at de udenlandske søfarende kun tages ind, fordi de er billigere og parerer ordre (fordi de ikke tør andet i frygt for at miste deres arbejde), mens andre understøtter, at udenlandsk arbejdskraft er lige så kompetent som dansk og i realiteten bedre, fordi de har mere fokus på procedurer og heri på sikkerhedsdelen af arbejdet.
Det gode sømandskab afspejles i rederiets menneskesyn; er der plads til at udføre opgaven, som de søfarende ønsker, eller har forholdene ændret sig i en sådan grad, at selve begrebet det gode sømandskab har ændret sig til noget nyt?
Endvidere er spørgsmålet, hvor længe den udenlandske arbejdskraft vil finde sig i de ændrede kår til søs, hvornår de vil sige fra, som mange nordiske og vestlige søfarende har gjort i takt med stigende levevilkår på land. Det er en stakket frist, der kun giver resultater på kort sigt, og som ødelægger på lang sigt.
Stagneret i 40 år
Det kan virke som om, at dansk søfart har været stagneret i 40 år, vi er stadig i samme båd. Problemet ligger ikke kun hos de søfarende, der skal have bedre og flere kompetencer, eller hos de rederiansatte, der som ”Excel drenge” kun ser tal og ikke mennesker.
Problemet ligger i samarbejdet, relationen mellem de to og i strukturerne bag. De danske rederier står endnu engang over for et valg, hvor ingen af strategierne skal ses som onde eller dårlige.
Fremtidssikret?
Ønsker rederne at drive deres rederier som et “forvaltningsmaskineri” med fokus på billigst mulig arbejdskraft, kontrol, dokumentering og bureaukrati, så skal de gøre det. Kravet må da blot være en vis form for transparens, en gennemsigtighed i den valgte strategi således, at unge nye søfarende ikke tiltrækkes til et erhverv, der ikke giver, hvad det lover.
Endvidere er spørgsmålet, hvor længe den udenlandske arbejdskraft vil finde sig i de ændrede kår til søs, hvornår de vil sige fra, som mange nordiske og vestlige søfarende har gjort i takt med stigende levevilkår på land.
Det er en stakket frist, der kun giver resultater på kort sigt, og som ødelægger på lang sigt.
Ønsker rederierne derimod unge engagerede og dygtige officerer, så må de vælge en anden strategi, for den gruppe af medarbejdere kræver langt mere ansvar og mening i deres hverdag for at blive i erhvervet.
Dette er ikke nødvendigvis et spørgsmål om løn, men om anerkendelse og medansvar i rederiets drift, en grundlæggende tillid og respekt for det gode sømandskab. I mine øjne har vi lige så meget brug for ideologierne bag Projekt Skib i dag, som vi havde dengang