Dual-studerende på SIMAC: Virkeligheden er foran skolen

- Jeg gik fra at sidde med rene papirkort på skolen uden nogensinde at have haft en ECDIS i hånden og kom ud på et skib, som overgik til fuld ECDIS under min udmønstring siger Thomas Frank Mogensen.

21. maj 2018

 

Af Lise Mortensen | Foto: Privat

- Som dual har jeg nok en eller anden idé om, at jeg nok senest ved slutningen af min uddannelse bliver nødt til at vælge mellem maskinen eller broen. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke kan bruge den erfaring/viden, jeg har opnået om den anden afdeling gennem min aspirant- og skoletid, så jeg glæder mig til at komme ud og bruge alt det, som jeg har lært i skolen, i det virkelige liv, siger Thomas Frank Mogensen. Han er i gang med 4. semester på SIMAC, hvor han er ved at uddanne sig til dual skibsofficer. Han startede i august 2016 og regner med at blive færdig i 2022.

Skal du blive ved med at sejle – eller tror du, at du går i land?
- Lige nu, har jeg en helt klar idé om, at jeg skal ud at sejle, og også i så lang tid at jeg kan komme op i seniorstillingerne. Men der kan nå at ske meget, inden jeg er færdiguddannet, og statistisk set er der en god sandsynlighed for, at jeg før eller siden ender i land, så i stedet for at spå om min fremtid og spilde ressourcer på at forudse, hvad der måske sker om 10 eller 20 år, vælger jeg at tage tingene, som de kommer, og så må jeg se, hvor jeg ender.

Hvor har du været i praktik?
Thomas Frank Mogensen har været tre måneder i praktik på Maersks containerskib, Nele Maersk – de næste praktikperioder bliver i tankskibe.

- Jeg kan godt lide at sejle, det er en spændende kombination – hvor der både er ”hands on” arbejde sammen med det teoretiske, og jeg kan også godt lide at opleve de forskellige kulturer. På Nele Maersk var vi to danske aspiranter, en dansk overstyrmand og to forskellige danske kaptajner. Resten af besætningen var filippinere, indere, en polak og én fra Ukraine.

Synes du, at uddannelsen er opdateret – også ift. ledelsesværktøjer? Er der noget, du synes, burde være anderledes?

- På min 1. udmønstring erfarede jeg, at virkeligheden var et skridt foran skolen, da jeg gik fra at sidde med fx rene papirkort på skolen uden nogensinde at have haft en ECDIS i hånden og så kom ud på et skib, som overgik til fuld ECDIS under min udmønstring.

Misforstå mig ikke, jeg ved, at det også er vigtigt at kunne benytte papirsøkort og andre ”traditionelle” redskaber, men dengang syntes jeg, at der manglede en kombination af de to ting frem for kun at arbejde med den ene af tingene. Siden jeg afmønstrede, ved jeg, at skolen har arbejdet meget med blandt andet teknisk navigation og praktisk anvendelse af teorien, hvilket blandt andet kommer til udtryk i, at vi har bedre mulighed for at benytte skolens simulatorer, hvilket helt klart giver en bedre forståelse for det teoretiske og gør, at vi bedre kan arbejde i pressede situationer.

Uanset, hvor meget skolen arbejder med simulatorer og praktisk erfaring, så vil der stadig være ting, som man kun kan lære i virkeligheden, men med de nyeste tiltag og vores aspirantudmønstringer, mener jeg, at skolen efterhånden er godt med.