Chefkaptajn på Molslinjen. Direktør og kok på transportcenter. Og medejer af et flyselskab. Den 61-årige skibsfører Flemming Ejlersen har drevet det til lidt af hvert i en karriere, der ikke nødvendigvis stopper foreløbig.
23. april 2018
Af Pia Elers | Fotos: Privat
Der er noget med Ejlersen og færger. Det kan spores helt tilbage til dengang, han som stor knægt fik job på Juelsminde-Kalundborgoverfarten som opvasker og kartoffelskræller.
Det var et fint job uden for skoletiden. Nogle af officererne hviskede ham i øret, at hvis han ville noget med en karriere til søs, skulle han søge ind som aspirant ved et af de store rederier. Han fik da også kontrakt med Mærsk, blev færdiguddannet fra Svendborg Navigationsskole i 1979, og så var der ellers lagt op til en strålende karriere i rederiet med den syvtakkede stjerne som skorstensmærke.
Det blev dog ikke de store oceaner, men derimod Kattegat, der blev omdrejningspunktet for Flemming Ejlersens maritime karriere.
”Jeg var rigtig glad for at sejle langfart, hvilket jeg gjorde ad flere omgange. Men jeg syntes faktisk, det var lidt mærkeligt at tænke på, at hvis man blev udnævnt til kaptajn som 35-40 årig, så havde man ligesom nået toppunktet i sin karriere. Derefter handlede det blot om at vedligeholde den position, til man blev pensioneret. Så var der ikke mere at stræbe efter, og det havde jeg det egentlig ikke så godt med,” siger Flemming Ejlersen.
Farvel til langfarten
Han stoppede i første omgang hos Mærsk i 1984 til fordel for et job hos nystartede Jet-Linien, der havde indsat en hurtigbåd over Kattegat. Det blev dog ikke til nogen langvarig affære, eftersom rederiet gik konkurs allerede efter to måneder.
Så var det tilbage til Mærsk igen. Men efter to år som overstyrmand vinkede han endnu en gang farvel til det lyseblå rederi – vel at mærke uden at have noget andet job på hånden.
”Det er jo sin sag at sige op uden at have noget alternativ. Men der var jeg heldig med, at det lige præcis omkring årsskiftet 1986/87 blev isvinter i Danmark. Lige efter nytår begyndte de indre farvande at fryse til, og så stod Statens Istjeneste pludselig og manglede mandskab til deres isbrydere. Jeg fik job som 2. styrmand, og den 12. januar tog jeg turen til Frederikshavn for at mønstre Danbjørn. Det blev til tre måneder ombord og dermed også en udmærket tænkepause i forhold til, hvilken kurs jeg skulle sætte for min fremtidige karriere,” fortæller Ejlersen.
Det var i den periode, han traf den endelige beslutning om at videreuddanne sig inden for transport og logistik. En beslutning, der også blev næret af, at Folketinget samme år vedtog loven om den faste forbindelse over Storebælt.
Dermed var han indstillet på, at hans dage som sømand snart var ved at være talte. I stedet gik han i gang med en uddannelse i transport og logistik og gik også til eksamen i en række enkeltfag såsom driftsøkonomi og regnskabslære.
Det hele foregik samtidig med, at han sejlede som styrmand på Peder Paars, en af de to kæmpefærger DSB havde indsat på Århus-Kalundborg overfarten.
Vendepunkt i karrieren
Og så skete der noget, der sendte hans karriere i en helt anden retning, end han havde forestillet sig. Driftige jyske forretningsfolk havde nemlig sat gang i et storstilet projekt, DTC, Danmarks Transport Center, der skulle ligge på motorvejsstrækningen mellem Vejle og Horsens.
Og nu stod de og manglede en mand til at drive både hotel og restaurationsvirksomhed på stedet.
”Det var unægtelig en lidt anden boldgade end landtransport. Og jeg havde absolut ingen erfaring på det område, så umiddelbart var jeg ikke noget oplagt bud til at løbe DTC i gang. Men det blev alligevel mig, der fik en aftale i stand med leje af cafeteria, restaurant og hotel. Det var en femårig kontrakt, så jeg sagde mit job i DSB op og startede et nyt kapitel i mit arbejdsliv den 1. juli 1990,” fortæller Flemming Ejlersen, der nu for alvor var gået i land. Næsten – skulle det vise sig.
Uforudsete vanskeligheder
De næste par år gik det over stok og sten med 25 ansatte og pænt mange gæster – især i den kulinariske afdeling. Hoteldriften gik det derimod knap så godt med. Og så opstod der også nogle andre problemer, som sømanden ikke lige havde forudset.
Han kom til at lide af fødevareallergi – og det betød, at han på ingen måde kunne deltage i den daglige drift og selv have fingrene i agurkesalaten. Og når alt kommer til alt, savnede han alligevel også sejleriet. Så da det italienske færgerederi Citti-Ships i 1992 stod og manglede en kaptajn til hurtigfærgen mellem Aarhus og Kalundborg, slog han til.
Det varede dog kun i tre måneder – så skiftede han over til norske KatExpress, der også ville prøve lykken med hurtigbåde i Kattegat.
”Det var fint nok at være tilbage i færgefarten, men da DSB overtog de norske færger, sagde jeg farvel og tak. For det stod hurtigt klart, at det var de gamle DSB-kaptajner, der kom til at stå i forreste række med det resultat, at vi andre så måtte rykke ned. Og det havde jeg ikke lyst til, og så var der kun én ting at gøre – tilbage til motorvejscafeteriet og stege frikadeller,” siger Flemming Ejlersen.
Tilbage til Kattegat
Hans tid på landjorden kom dog heller ikke denne gang til at vare særligt længe. For undervejs var der tid til forskellige afløserjobs, herunder at sejle en stor tanker fra Japan til Persergolfen, være Owners Representative på en færge i Middelhavet, og i 1995 meldte der sig et nyt Kattegat-rederi på banen, nemlig dansk-australske Cat-Link.
De hyrede Ejlersen som kaptajn og sendte ham straks afsted til InCat værftet i Tasmanien for at hente de to første færger hjem til Aarhus. Året efter kunne han titulere sig som chefkaptajn – og det var han så de næste 20 år.
”I starten prøvede jeg både at drive DTC og sejle Cat-Link, det, der blev til Molslinjen, men det blev for meget. Så i foråret 1996 solgte jeg min andel af virksomheden med en pæn fortjeneste og fokuserede herefter på rederiet. To år efter blev jeg forfremmet til driftschef med ansvar for det hele og kom med i ledergruppen. Det var en rigtig spændende udfordring for mig, og i den forbindelse fik jeg også for alvor gavn af den efteruddannelse, jeg år forinden havde brugt både tid og penge på at erhverve,” påpeger Flemming Ejlersen.
… I luften
Karrieren i land var der nu blevet sat punktum for, mens karrieren til søs til gengæld var blevet genoptaget for fuld styrke. Så nu manglede han egentlig bare flytransport for at kunne fuldende – til lands, til vands og i luften.
Den chance greb han, da han i 2004 sammen med fire andre søkyndige oprettede Danish Airlease, et firma, der udlejer fly til erhvervsfolk.
”Det er en nebengesjæft, der er gået sådan lidt op og ned. Da vi startede, var det ikke det store problem at låne x antal millioner, hvis man ville investere i et nyt fly. Sådan er det godt nok ikke mere, og markedet er for svært at navigere i. Så vi er nu i gang med at få solgt de tre fly, vi ejer, og vi lukker nok virksomheden i løbet af efteråret. Men det har da været et lærerigt forløb, der også har givet et pænt afkast,” påpeger den 61-årige navigatør.
Formand for Horsens Havn
Og som om han ikke havde nok at tage sig til, blev han midt i august 2016 hentet ind som bestyrelsesformand for Horsens Havn i kraft af sit medlemskab af Det Konservative Folkeparti.
Her havde der været urent trav både i forbindelse med en tidligere havnechefs fusk med bilag samt et kajbyggeri, der ikke kom i udbud, som loven foreskrev.
”Jo – det var noget med dine og mine penge, der ikke var helt, som det skulle være med den gamle havnechef, der altså blev fyret. Og min partifælle og daværende formand for havneudvalget, Per Løkken, blev herefter så belastet af udbudssagen, at han valgte at trække sig. Jeg vil ikke sige, jeg blev sat ind for at rydde op, men må da konstatere, at det gik udmærket de 16 måneder, jeg nåede at sidde på posten,” forklarer Ejlersen og tilføjer:
”Men eftersom jeg ikke kom ind i Horsens byråd ved seneste kommunalvalg, gik posten til en DF’er. Lidt ærgerligt – for jeg ville meget gerne have fortsat arbejdet med at gøre Horsens til en endnu bedre havn.”