Ø-navigatører lærer eco-shipping

SIMULATORTRÆNING: 16 navigatører fra de danske ø-færger har taget simulatorkursus i Eco-shipping – flere er på vej.

04. oktober 2018

 Tekst: Lise Mortensen | Foto: Carsten Lundager

- Jeg vil vædde en stang wienerbrød på, at jeg kan stå på kajen og se på skruevandet, om skipperen har været på simulatorkurs, siger Lars Wolfgang Hansen, overfartsleder for Orøfærgen og uddannelsesleder for Færgesekretariatets kursusvirksomhed i udlandet.

Syv af navigatørerne fra Orø-færgen har deltaget i simulatorkurset ”Ecoshipping, sikker manøvrering og svære situationer til søs” i en færgesimulator på den svenske ø, Vaxholm, tæt ved Stockholm.

Unikt for træningsanlægget er, at der er udviklet eco-shipping moduler, hvor navigatørerne direkte ser, hvordan deres adfærd og sejladsmønster påvirker brændstofforbruget, og hvor meget man kan spare ved at ændre på sejladsmønsteret.

- Vi har vekslet imellem klasseundervisning, sejlads og feedback, fortæller Lars Wolfgang Hansen.

Dyre minutter
I simulatoren sejler færgenavigatørerne den samme rute med forskellig motorkraft, og resultatet er overraskende.

- Det er uendeligt lidt tid, man sparer, ved at bruge tre gange så meget brændstof, understreger Lars Wolfgang Hansen:

- Når vi sejlede med 100 % kraft på motorerne, tog turen 4 min. og 21 sekunder, og forbruget var 180 liter. På halv kraft tog turen 6 minutter, og forbruget var faldet til 55 liter. Før bakkede vi altid på agterste skrue, men i simulatoren lærer vi at bakke på forreste skrue – det er videnskabeligt bevist, at det giver større effekt. Det har vi trænet i simulatoren, forklarer Lars Wolfgang Hansen.

Stille ind i havn
- En anden udbredt ”dårlig vane” er at sejle fra kaj ved at give et ordentligt skub med skruen og komme hurtigt afsted – og ligesådan når man lægger til: god fart ind og fuld bak.

-Det kan naturligvis være nødvendigt i kraftig vind/strøm. Men – ærligt talt – Orøfærgen sejler dybt inde i Isefjorden, mange dage er her læ i begge ender af overfarten, og man kan på sikker vis glide lige så stille fra kajen og stoppe motoren og glide lige så stille og dieselbesparende ind i færgelejet igen. Det er et spørgsmål om at være bevidst om det og gennemføre det, siger Lars Wolfgang Hansen og fortsætter:

- En anden simulatorøvelse går ud på at ændre kurs og gå op i fart – samtidig.

- Her skal man ændre kursen før, man sætter farten op. Det er simpel vektorregning, hvis man sætter farten op først – eller samtidig med, at man drejer – får færgen et stort skub den gale vej… det er dybest set bare dårlige vaner, og der er stor gevinst ved at ændre dem.

- Jeg har ikke en videnskabelig analyse på plads, men for tiden ligger vi 10 % under forbruget i tilsvarende periode sidste år. Noget skyldes EcoShipping, men noget skyldes også vores nyinstalleret akselgenerator, siger Lars Wolfgang Hansen, overfartsleder, færgefarten.

Vaxholm

Simulatorkurset er drevet af det svenske Färjerederiet Trafikverket, der er rederi for 67 færgeruter, og rederiets 760 navigatører kommer igennem simulatortræning, før de slippes løs. Kurserne foregår på svensk/skandinavisk – og hvis der er sprogforbistring, slår man over i engelsk.