Status efter medlemsmøder: Vi holder kurs og fart

Efter medlemsmøder over det meste af landet, gør Lederne Søfarts formand status: opbakningen er stor, sammenlægningen forløber som forventet og spændende projekter nærmer sig deres afslutning.

29. november 2018

 

Lederne Søfarts formand, Bjarne Cæsar Jensen, har været afsted til medlemsmøder i Svendborg, Marstal, Esbjerg, Aalborg, Aarhus, Rønne og senest i Tórshavn.

I denne omgang er der kun medlemsmødet i København den 5. december tilbage, før julefreden så småt kan begynde at sænke sig over formandens kalender.

- Det har været rigtig rart at komme godt rundt i landet og møde medlemmerne. Sammenlægningen med Lederne har for alle – både medlemmerne, medarbejderne i sekretariatet og for os i bestyrelsen – betydet forandringer på forskellig vis, og det er vigtigt for os at være tæt på medlemmerne, for hele tiden at holde os orienterede om fx, hvorvidt alt det praktiske fungerer som forventet, siger Bjarne Cæsar Jensen.

- Generelt kan jeg sige, at stemningen har været rigtig god og alle møderne har været velbesøgte. I både Svendborg og Aalborg måtte vi ud og finde flere stole, så alle kunne komme til at sidde ned. Det er jo dejligt, og det er tydeligt, at de medlemmer der kommer har glæde af at være en del af foreningens maritime, faglige fælleskab.

Klar til at hjælpe
- Det var naturligvis ikke fryd og gammen alt sammen. Fx gav flere medlemmer udtryk for, at det var irriterende, at man skulle tilmelde sin nye kontingentbetaling til PBS, selvom man har været medlem i mange år, siger Bjarne Cæsar Jensen.

- I den forbindelse kan jeg desværre ikke sige andet end, at vi meget gerne havde overført kontingentbetalingerne automatisk, men at det ikke er muligt af hensyn til den nye persondataforordning, GDPR. Til gengæld lover jeg, at ingen får problemer med deres medlemskab, hvis de er ude på en lang udmønstring og finder en forfalden opkrævning i postkassen, når de kommer hjem.

- I det hele taget vil jeg opfordre til, at man som medlem kontakter os, hvis der er nogen som helst problemer med medlemskab, kontingentbetaling eller andet. Den hurtigste måde at få hjælp på er ved at kontakte os via Mit Lederne. Og hvis man har brug for hjælp til at logge ind på Mit Lederne, eller anden teknisk support, er man mere end velkommen til at ringe til vores hotline på telefon 32 83 36 39, der holder åbent alle hverdage fra kl. 8-15, siger Bjarne Cæsar Jensen.

- I det hele taget kan jeg sige, at det ikke bare er vores egne medarbejdere sidder klar til at servicere medlemmerne. Det samme gør alle vores nye, imødekommende og meget kompetente kolleger i Lederne. Det var i det hele taget rart på møderne at fortælle om sammenlægningen med Lederne, der er forløbet som forventet.

Strategiproces i fuld gang
- Bestyrelsen har desuden nedsat en arbejdsgruppe, som over det seneste halve års tid har arbejdet med en tilpasning af Lederne Søfarts strategi, siger Bjarne Cæsar.

- Det er en spændende proces, som fortsætter ind i det nye år og som vi glæder os til at fortælle mere om, når den nye, daglige ledelse er på plads – noget vi i øvrigt forventer vil ske op imod generalforsamlingen i marts.

Samarbejde mellem sø og land
- Beklagelig vis var det imidlertid ikke mit eget oplæg på medlemsmøderne, der tiltrak sig størst opmærksomhed. Det gjorde derimod Nanna Thits præsentation af de foreløbige resultater af den undersøgelse hun er ved at lave af samarbejdet mellem skibene og rederiernes organisationer i land, siger Bjarne Cæsar Jensen.

- Der er ingen tvivl om, at det er en problemstilling, der rammer lige ned i mange søfarendes hverdag og jeg må sige, at interessen for emnet har været meget stor på medlemsmøderne. Vi er mange, der med spænding ser frem til de endelige resultater, når Nanna er i mål med undersøgelsen i begyndelsen af 2019.

Kom og se vores nye omgivelser
Årets sidste medlemsmøde finder sted den 5. december i Lederne Søfarts nye omgivelser på Vermlandsgade 65 i København.

Læs mere om mødet her >