Svendborg-navigatøren Jesper Clausen går sine egne veje

Tekst og foto: Pia Elers 

”Vuoksi Mærsk” står der på det krus, Jesper Clausen hiver frem af skabet. Og når man får det i hånden, kan man ikke lade være med at studere det påtrykte logo, der er ganske bemærkelsesværdigt. Det er sammensat af et lyseblåt anker, en syvtakket stjerne, en isbjørn og en tegning af Vinterpaladset. Og det afspejler meget godt, hvad Vuoksi Mærsk er for et skib. Det er nummer fem ud af Mærsks nye serie af container feedere på i alt syv skibe. Isbjørnen er skibets maskot, da det er bygget til issejlads i Polarklasse 1A. Og Vinterpaladset er med, fordi Skt. Petersborg er en af hovedhavnene på en rute, der omfatter i alt ni havne.

”Det er min kone, Luciana, der har designet logoet. Vi har også puder, tasker og trøjer med logoet på, og det er noget, jeg og min kaptajnskollega, Brian, har sat i værk, fordi vi synes, det er med til at skabe sammenhold om bord. Det er med til at skabe en holdånd og understreger, at vi er et team, der arbejder sammen for at få tingene til at fungere så godt som muligt på Vuoksi,” forklarer Jesper Clausen og hælder kaffe i krusene.

Vuoksi på Facebook
Han medgiver, at det ikke er det nemmeste skibsnavn at udtale, og at det også kan være svært, når man skal kommunikere med havne og andre skibe over radioen. Men Vuoksi er altså navnet på en finsk flod og afspejler, at Finland er et af de lande, der besejles på Sealand Europes Østersørute. Og det er der i de kolde nordiske farvande, Clausen skal sejle fremover. Han har været med hele vejen, siden det 200 meter lange skib blev afleveret fra værftet i Zhoushan i Kina. Og han var også fører af skibet, da det skulle sejles hjemover sidste efterår, så han kender allerede skibet ganske godt og har sat nogle store fingeraftryk allerede. Eller rettere – hustruen har – for hun er skibets gudmor og var derfor også med i Kina til dåb og levering. Hun er i øvrigt så ofte som muligt med på hustrusejlads, og det er også hende, der har designet Vuoksis Facebook-side.

”Den er primært lavet af hensyn til vores familier, så de har en chance for at følge med i dagligdagen om bord. Alle i besætningen kan være med til at lægge billeder op. Vores danske hovmester, Anders, gør det rigtig meget, han vil jo gerne vise, hvor god mad vi får. Og vores filippinske 3. styrmand har en drone med, så han får også lagt nogle flotte billeder op. Det giver utrolig meget for besætningen. Vi får sågar billeder tilsendt af folk fra land, der har set os komme sejlende, så det er en website med ret mange følgere,” konstaterer kaptajnen, der i mellemtiden har fundet siden frem på sin computer.

Set af 6.300
”Prøv at se – det her seneste opslag, hvor vi er på vej ind til Rauma i Finland – alene det er set af knap 2000. Og i løbet af de sidste 28 dage har 6.300 været inde omkring vores side. Det giver utrolig meget for besætningen. Det betyder ret meget, at de føler, at de er en del af gruppen, og det, synes jeg da, er noget af det vigtigste i dag. Selvfølgelig skal vi have skibet til at sejle og vedligeholde det, men noget af det vigtigste er også, at besætningen har det godt om bord. Det motiverer folk til at yde deres bedste, og så bliver det sjovere at være om bord,” mener Jesper Clausen, der godt kunne ønske sig, at rederierne var lidt mere proaktive, når det gælder besætningens velfærd. Men, som han siger, så er der fin opbakning fra Mærsk, som synes, det er en rigtig god ide, at skibets har dets egen Facebook-side.

”Vi er selvfølgelig stolte af, hvad rederiet med den syvtakkede stjerne har opnået på verdensplan, men rent arbejdsmæssigt der er vi nok ikke så lyseblå, som vi var i gamle dage. I dag er det først og fremmest en arbejdsplads. Men den er vi da også glade for og har ikke noget imod at promovere den. Men det med Facebook-siden er altså primært for familiernes skyld og knap så meget for at eksponere rederiet,” fastslår Clausen

Ikke-ryger skib
Der er stadig masser af kaffe på kanden, men nu skal vi lige en tur ud i den solbeskinnede gårdhave i det fine gamle byhus midt i Svendborg. Mens kaptajnen får ild på sin cerut, forklarer han, at han kun ryger, når han er hjemme på ferie – aldrig ude om bord. Ikke fordi det er forbudt at ryge på skibet, men fordi det er rarest for alle, hvis man lader være med at ryge.

”Det er jo ikke ret fedt, hvis en ikke-ryger skal overtage et kammer fra en storrygende kollega. Røg hænger jo i alt – gardiner, puder, tæpper og alt muligt. Så derfor har jeg tilladt mig at plædere for, at Vuoksi skal være et ikke-ryger skib, og det har jeg da foreløbig ikke fået ballade for,” siger han med et smil og vender tilbage til køkkenet, hvor der på ny hældes op i krusene. For den 57-årige navigatør har meget at fortælle endnu – fra en maritim karriere, der strækker sig over mere end 40 år. For han var nemlig kun 16, da han startede på søfartsskolen i Sønderborg i 1978 og derefter blev aspirant hos A.P. Møller.

Fornylig kunne han fejre 25-års jubilæum i rederiet, og faktisk kunne det være blevet til et rundere et af slagsen, hvis det ikke var fordi, han havde foretaget et par ”svinkeærinder” undervejs.

Rundt i faget
”Ja – jeg har da været lidt omkring,” siger han med et stort grin og giver sig til at bladre i søfartsbogen, som han har hentet frem til lejligheden. Af den fremgår det, at han kun havde et par enkelte ture som uddannet navigatør, inden han stoppede i Mærsk. Det var i 1986, hvor linjefarten med containere blev skiftet ud med færgesejlads i Caribien.

”Jeg har aldrig været helt vild efter de lange sørejser – ej heller de meget lange udmønstringer. Det passer rigtig skidt, når man har små børn. Så derfor stoppede jeg oprindeligt i Mærsk, selvom det var der, jeg havde fået min uddannelse. Men 8 ugers tørn i Fåborg-Gelting, der på tidspunkt havde en charter mellem Trinidad og Tobago, var altså noget sjovere end de 5-6 måneder, man skulle være ude hos Mærsk – og så fik jeg i øvrigt 5000 kroner mere i løn, og det trak jo heller ikke fra,” siger Clausen, der har bladret videre i søfartsbogen og er nået frem til en indsat lap papir fra DSB. 

”Tja – 715 dage blev det til, da jeg sejlede Intercity-færger for DSB sidst i 80’erne, men så trængte jeg ærligt talt også til at komme på langfart igen. Derfor vendte jeg tilbage til Mærsk i 1990 og kom til at sejle for Mærsk Supply, hvor de kørte med otte ugers tørner. Det passede mig helt fint – og det blev da også til 14 år med Mærsk Supply, der bragte mig til både Vestafrika, Australien og forskellige steder i Østen. Og så fandt jeg jo også min nuværende singaporeanske kone derude, og det var jo heller ikke så ringe,” siger kaptajnen med et glimt i øjet.

Fra Stillehavet til Østersøen
Hans karriere i Mærsk Supply fik imidlertid – bogstaveligt talt – en brat afslutning, da han efter en bugsering af en rig fra Singapore til Sakhalin Island i Rusland skulle anløbe en havn og ramte en sten. Det var i 2004. Og som kaptajn ved man godt, at en bundberøring er lig med et step tilbage karrieremæssigt.

”Det er selvfølgelig skidt at gå på grund, men på en eller anden måde blev det til held i uheld. For jeg havde allerede selv i nogen tid bedt om at komme over i containerfarten igen, men fik at vide, at det ikke lige kunne lade sig gøre. Men det kunne det så pludselig nu – og på den måde fik jeg endnu en gang skiftet spor og fik prøvet kræfter med både små og de lidt større containerskibe i Maersk Line. Og jeg fik da den fjerde guldstribe tilbage og genudnævnt til kaptajn i 2006,” fortæller Jesper Clausen.

Nærområdet
Men, som han konstaterer, bliver han også ældre og er ikke længere så vild med de lange udmønstringer. Derfor begyndte han at kigge efter andre muligheder, og da han hørte om de nye container feedere, der skulle sejle omkring Østersøen, skyndte han sig at lægge billet ind på dem. Og så satser han på, at han sammen med kaptajnsmakkeren, Brian, kan få forhandlet sig frem til en 8-ugers tørn. Det vil passe med fire rundture, eftersom hver tur fra Bremerhaven rundt Østersøen med havneanløb i bl.a. Finland og Rusland tager to uger.

”Det passer mig rigtig fint nu at sejle lidt mere i nærområdet og heller ikke skulle ud på lange flyrejser for at mønstre og afmønstre skibene. Nu kan jeg nøjes med at køre i en lejet bil til Bremerhaven, og så kører makkeren den hjem og afleverer den. Nemmere kan det ikke blive. Men om jeg bliver ved med at sejle, til jeg kan gå på pension som 67-årig, det er så en anden sag,” siger Jesper Clausen.

Lun på en seniorordning
Faktisk har han overvejet at benytte den seniorordning, som rederiet har etableret. Den åbner mulighed for, at eksempelvis tre kaptajner kan deles om et skib i stedet for de nuværende to. 

”Det er da værd at overveje, også selvom man selvfølgelig får mindre i løn, når man går ned i tid. Vi har en Facebook-gruppe for kaptajner i Mærsk, og der kan man gå ind og søge efter andre, der vil være med i sådan en seniorordning. Men foreløbig er der ikke så mange, der har meldt sig til den, så jeg tror, det kan blive svært. Ikke mindst, hvis man gerne fortsat vil have et fast skib, så skal man jo finde to andre kaptajner på ens egen alder, der gider være med,” påpeger han.

Men for den 57-årige kaptajn er det heller ikke lige op over med nedsat tid. Foreløbig glæder han sig til de nye udfordringer. Og så kommer han i tanke om, at han også lige skal have sendt en mail til hans makker, Brian, i forhold til bestillinger på det særlig skibskrus og andre effekter med logo på. For så kan Jesper nå at få produkter lagt i ordre hos leverandøren i Litauen. Og de to kaptajner lægger gladeligt penge ud og ordner alle de her ting for at skabe et godt miljø om bord, men Clausen kunne godt tænke sig, at rederiet også tænkte lidt mere i den retning.

Lidt for meget – dem og os 
”Jeg synes desværre, mentaliteten har ændret sig. I dag handler det mest om, hvad rederiets aktionærer synes, og hvad der kan komme dem til gode. Derimod bliver der kun sjældent talt om, hvad der måtte være til gavn for de ansatte. Det, synes jeg i hvert fald, vi mangler lidt af. Det afspejler sig på en måde også, når man skal på besøg på Esplanaden, så får jeg et gæstepas, hvilket er lidt sært, da jeg jo mener at være en del af rederiet. Og jo – det er jo af sikkerhedsmæssige grunde, men før i tiden havde kaptajner og maskinchefer et kort liggende herinde med vores navn på, og så kunne vi bare tjekke ind. Nu må jeg ikke engang bevæge mig fra det ene kontor til det andet, men skal følges rundt. Det føles altså sært – det bliver lidt for meget – dem og os. Det, synes jeg, er en kedelig udvikling,” understreger kaptajnen, der bortset fra et par mindre afbræk altså har været i rederiets tjeneste, siden han var 16 år. 

Opbygger tillidsforhold
Men, som Clausen siger, er rederier nok ikke de eneste virksomheder, hvor tingene foregår på den måde. Alligevel mener han, det er noget, selv et stort rederi som Mærsk bør tænke over, for det handler om at skabe tillid og dermed loyalitet over for den virksomhed, man arbejder for.

”Det er jo egentlig det, vi forsøger at gøre ude på Vuoksi. Vi gør noget for at få opbygget et tillidsforhold og give besætningen et tilhørsforhold til skibet. Udover at det vil få alle til at yde lidt ekstra, så betyder det også, at de menige eksempelvis i højere grad vil komme og fortælle os, hvis der er noget galt, eller hvis der er en ordre, de ikke forstår. Så på den måde mener jeg, at de ressourcer, vi bruger på at fremme velfærden om bord, de kommer tifold igen på anden vis,” fastslår kaptajnen fra Svendborg.