"Mysteriet om Scandinavian Star er en helt usædvanlig historie. Jeg har aldrig oplevet en sag, der var så ekstremt usædvanlig – i alle detaljer. Der findes mange konspirationsteorier om store sager i verden; de opstår, når der er ”ulogiske hjørner” i en sag. Men det er der i alle sager, mennesker er irrationelle; de gør ting, som ikke kan forklares. Derfor har de fleste konspirationsteorier ikke noget med virkeligheden at gøre. Som journalist er jeg vaccineret imod dem," siger Lars Halskov. Han er journalist på Politiken og har i de seneste år gravet sig ned sagen om Scandinavian Star – dokumenter, rapporter, retssager, kommissioner – ligesom han har talt med mellem 80 og 100 personer: brandfolk, pårørende, passagerer, politifolk, skibsinspektører. Han har for nylig udgivet bogen ”BRANDEN, Gåden om Scandinavian Star”, og han holder desuden foredrag om sagen.

Og som han siger: I den sag er det ikke bare et hjørne, der er usædvanligt. Det er det meste. Det er Skandinaviens største mordbrand i nyere tid – og den er uopklaret. Prøv at forestille jer, at der sprænger en bombe på Nørreport Station med 159 døde; her ville alt blive sat ind. Men i sagen om Scandinavian Star er to afgørende spørgsmål aldrig afdækket: Hvem der påsatte branden – og hvad motivet var.

"Men sagen handler også om mennesker. Det er et stort traume for alle involverede, at sagen aldrig er opklaret. Derfor har jeg – også for deres skyld – gerne villet samle så mange oplysninger som muligt og beskrive sagen i min bog."

I sommeren 2014 genoptog norsk politi sagen, og siden Lars Halskovs bog udkom i efteråret 2015, er flere kilder trådt frem med nye oplysninger.

Hans vurdering er, at den seneste udvikling gør, at mysteriet om Scandinavian Star kan være tættere på en opklaring. Men han understreger, at det afhænger af, at politiet gennem efterforskningen får et endeligt gennembrud. Eller at en eller flere brandstiftere får behov for at tilstå.

Skibet

Scandinavian Star blev indsat på ruten mellem Oslo og Frederikshavn en uge før mordbranden den 7. april 1990. Skibet afløste den gamle færge, Holger Danske, der havde betjent ruten i mange år. Scandinavian Star havde sejlet som krydstogtskib i Caribien, hvor passagererne blev sejlet på endagsture ud i internationalt farvand for at spille kasino. Færgen indledte en ny æra i skandinaviske farvande, hvor færgesejlads indebærer alle former for underholdning, god mad og luksus. Skibet var indregistreret på Bahamas med hjemhavnen Nassau.

Ejeren

Det var en dansk forretningsmand, Henrik Johansen, der ifølge den officielle forklaring købte Scandinavian Star og indsatte den på ruten. Han havde kort forinden solgt den alternative færgerute over Storebælt – Vognmandsruten – for 369 mio. kr. og havde i den forbindelse fået tre måneders udsættelse på sin selvangivelse. Hans plan var, at han inden 1. april 1990 skulle investere de mange penge fra salget for at undgå at betale skat.

Det var på grund af skattereglerne helt afgørende, at skibet blev sat i fart inden 1. april. Hastværket kom til at betyde, at skibet sejlede af sted med en besætning, der ikke havde afholdt båd- og brandmanøvre og var helt uforberedt på de efterfølgende dramatiske hændelser. De fleste besætningsmedlemmer talte ikke engelsk eller et skandinavisk sprog – og mange i besætningen havde end ikke et fælles sprog.

Brandene på Scandinavian Star

Myndighedernes officielle forklaring er, at der var to påsatte brande på Scandinavian Star, da skibet natten til 7. april 1990 var på vej fra Oslo til Frederikshavn. Den første brand blev slukket af passagerer, mens den anden brand – hovedbranden – brød ud kort efter og førte til, at 159 mennesker omkom. Men mange timer senere, på et tidspunkt hvor de to første brande var slukket, brød yderligere to store brande ud på skibet. Spørgsmålet er, om disse brande var en genopblussen af hovedbranden – eller om de var to nye, påsatte brande. De to sidste brande blev dengang ikke undersøgt af myndighederne, og den danske lastbilchauffør, som norsk politi udpegede som brandstifteren, døde allerede under den anden brand – og kunne således ikke have stiftet de to efterfølgende brande.

Afgørende tidspunkter

6. april

Scandinavian Star sejler fra Oslo med 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer ombord – på vej til Frederikshavn.

7. april

Første brand

Opstod om natten kort før kl. 02. Der var sat ild på sengetøj og tæpper uden for kahyt 416 på dæk 4, men ilden nåede ikke at få ordentligt fat, inden den blev slukket af passagerer.

Fra bogen BRANDEN: Knap en halv time senere vågnede Arvid Rusten ved, at Kristen Blindheim råbte og hoppede ud af køjen. Rusten kunne høre en knitrende lyd ude i gangen. De åbnede døren. Ind væltede en tyk, mørkegrå røg. De løb ud i gangen, og der var ild i det sengelinned, som de tidligere havde set ligge på gulvet. Tæt ved kahyt 416.

De løb tilbage til deres kahyt, rev sengetøjet af og skyndte sig tilbage. De smed sengetæpperover branden for at kvæle ilden. Blindheim trampede oven på sengetøjet for at slukke branden. Kun iført sokker. Med det resultat, at han fik brandsår. Da ilden ikke slukkede, begyndte Blindheim at løbe frem og tilbage fra kahytten med en spand vand, som han hældte over ilden. Efterhånden døde flammerne ud.

Under den hektiske slukning kom den portugisiske sømand, José Brito da Silva, løbende. Han var gået ned fra broen for at drikke kaffe og havde set røgen og en passager i undertøj i færd med at slukke ilden med et sengetæppe. Først blev han lidt forvirret og kiggede forgæves efter en brandpumpe. Så løb han hen for at hjælpe. Ilden var dog slukket. Det røg kun lidt. Arvid Rusten forsøgte at forklare, at det var en påsat brand. Men José Brito da Silva kunne ikke forstå ham. Han talte kun portugisisk.

Der kom endnu et besætningsmedlem, der kunne lidt norsk. Arvid Rusten sagde, at det her måtte mandskabet tage alvorligt, for det var en påsat brand. Der kunne udbryde brand andre steder på skibet. Det var nødvendigt at sætte brandvagter ud på skibet, men besætningsmedlemmet gav Arvid Rusten besked om at hidse sig ned. En cigaret måtte være blevet smidt ned i sengetøjet og have antændt branden, lød forklaringen. I øvrigt skulle Rusten bare gå ind og lægge sig, for mandskabet havde alt under kontrol (…) Førstestyrmanden ringede og vækkede kaptajnen. Søvndrukken kiggede Hugo Larsen på sit ur. Klokken var 01.55.

”Der er vist nogen, som leger pyroman,” sagde styrmanden. Hugo Larsen løb op ad trappen fra sin kahyt til broen.

Hugo Larsen overtog kommandoen. Gennem sine mange år på Holger Danske havde kaptajnen oplevet tre påsatte brande. Han overvejede at sætte to vagter ud, som skulle gå igennem skibet. Først ville han dog afvente tilbagemeldingen fra førstestyrmanden. Denne meldte tilbage, at alt var under kontrol.

Men det skulle ændre sig kort efter.

Anden brand

Fra bogen BRANDEN: Den anden brand blev antændt lidt efter klokken 02.00 i korridoren ved kahyt 219 i en sektion af ubenyttede kahytter, der skulle renoveres. Senere brandtekniske undersøgelser fastslog, at det højst sandsynligt var en tændstik eller en lighter, som satte ild til papir, sengetøj og sengetæpper. En cigaretglød ville ikke have været tilstrækkelig til at antænde branden.

Efter højst otte minutter fik ilden fat i gangens vægge, og så gik det stærkt. Et minut senere stod hele korridorafsnittet i brand. Ilden spredte sig videre til den nærliggende trappeopgang og gik hurtigt op i skibet. Røgen sivede i løbet af få minutter op til dæk 5 og 6. Alarmknapperne lyste på broen. Efter røgen kom flammerne.

Da ilden nåede dæk 5 og 6 – to dæk over arnestedet – blev flammerne trukket gennem tværgangen som en ildkugle over til den anden side af skibet, hvor de gik ned gennem skibet igen. Blot på den modsatte side. Flere branddøre blev aldrig lukket, hvilket medvirkede til, at branden spredte sig hurtigt. Temperaturen i gangene nåede flere steder op på 200 grader, mens giftig røg sivede rundt i korridorerne.

Røgen fik hurtigt et højt indhold af kulilte, og passagerer og besætningsmedlemmer havde kun 30 sekunder til at komme væk, før de mistede bevidstheden. Højst tre minutter senere ville indholdet af kulilte nå et niveau, hvor det var dødeligt. Det kunne endda gå hurtigere, fordi der også var høje koncentrationer af blåsyre i røggassen. Samme gift, som nazisterne brugte i koncentrationslejrenes gaskamre under Anden Verdenskrig.

Kulilten og blåsyren kom fra væggene og loftpladerne i korridorer og trappeopgange, der var dækket af 1,6 mm plastlaminat. Det var ikke i strid med de internationale brandregler for Scandinavian Star, da skibet blev bygget, men det viste sig at være katastrofalt. Plastlaminatet spredte ilden hurtigt, fordi laminatet havde sammenhængende flade i vægge og lofter. Det brændende laminat skabte en gråsort røg og gjorde det svært for de fortumlede passagerer og besætningsmedlemmer at orientere sig, og hvis de ikke nåede ud i frisk luft, indåndede de den dødbringende kulilte og blåsyre.

Nogle af gangene var blændede, sådan at udgangen befandt sig tre meter før enden af gangen, men det kunne passagererne ikke se igennem den tykke røg. Mange kravlede, fordi de vidste, at der var mest ilt langs gulvet. Mange familier kravlede efter hinanden – voksne og børn – og de forreste troede, de andre var lige efter dem, men mange måtte sande, at de bageste i rækken aldrig kom ud.

Kaptajnen forlader skibet

Kaptajnen forlod skibet tæt ved klokken halvfire om morgenen.

Mens Scandinavian Star fortsat brændte, og besætningsmedlemmer i røgdykkerudstyr undersøgte skibet for overlevende, forlod kaptajn Hugo Larsen skibet i en redningsbåd sammen med overstyrmanden, førstestyrmanden, maskinchefen og tredjemaskinisten. Det vidste kaptajn Lennart Nordgren, der ledede redningsaktionen fra Stena Saga, ikke noget om.

Fra bogen BRANDEN: Efter klokken 03.07 forsøgte den svenske kaptajn flere gange at kalde Hugo Larsen over radioen. Men fik ikke noget svar. Først efter 16 minutter meldte Hugo Larsen tilbage, og samtalen blev båndet på det svenske skib.

“Jeg er i redningsbåden. Har en walkie-talkie her, så jeg skifter ...”

Fem minutter senere – klokken 03.28 – stillede Lennart Nordgren det afgørende spørgsmål:

“Har både passagerer og besætning forladt fartøjet?”

“Ja, alle. Alle fra borde,” svarede Hugo Larsen.

“Selv besætningen? Konfirmer selve besætningen,” fortsatte den svenske kaptajn.

“Ja, selv besætningen, ja,” svarede den norske kaptajn på Scandinavian Star.

Lennart Nordgren blev ved: “Er der ingen tilbage om bord på fartøjet?”

“Ja, ikke som vi har fået fat i, så hvis der er nogen tilbage om bord, det er helt umuligt at sige. Vi har fået alle dem med, som vi kender til og tror ...,” svarede Hugo Larsen.

Men Hugo Larsens melding var forkert (…) Kun omkring ti minutter efter radiosamtalen med Hugo Larsen kunne Lennart Nordgren fra sin position pa Stena Saga med egne øjne se mindst ti mennesker bevæge sig på agterdækket. På broen fik han øje på en person, og på båddækket var der to mennesker.

 

Færgen Stena Saga var udpeget som Coordinator Surface Search. Derfor var det kaptajn Lennart Nordgren, som i første omgang tog stilling til, hvordan redningsarbejdet skulle udføres. Kaptajn Hugo Larsen var derimod sat ud af spillet i det øjeblik, han gik i en redningsbåd og forlod sit skib. Lige før kl. 12 lørdag eftermiddag begyndte bugseringen af det brændende skib mod den svenske havn, Lysekil.

Forkerte oplysninger

Brandslukningen gav Scandinavian Star slagside, fordi vandet lagde sig i den øverste del af skibet uden at kunne komme væk. Scandinavian Stars maskinchef, Heinz Steinhauser, og elektriker, Hans Rytter, blev sendt tilbage fra Stena Saga for at hjælpe brandfolkene. Blandt andet ved at assistere med at pumpe vandet væk og mindske krængningen. Lidt efter blev desuden kaptajn og 3. maskinist fløjet om bord på Scandinavian Star. Nu var der kun brandfolk og de fire besætningsmedlemmer ombord.

Ifølge den svenske brandmester, Ingvar Brynfors, forklarede maskinchefen, at hvis skroget hældede mere end 11 grader, ville de ombordværende være i stor fare, og at skibet derfor skulle lænses. Han forklarede også, at hvis vandet skulle lænses ud, krævede det, at der blev lukket for pumperne til slukkevandet. Begge dele kunne ikke køre samtidig. Vandet til slukningen blev stoppet flere gange – og det var afgørende for, at brandfolkene ikke fik branden under kontrol. 

Senere kom det frem, at lænsning og brandpumper var to forskellige systemer – der kunne køre samtidig.

Sparkede til kiler

En anden person fra besætningen, elektrikeren, påkaldte sig også brandfolkenes opmærksomhed. Brandfolkene fik pumper fra kystbevogtningens skibe, så de kunne etablere deres egen vandforsyning. For at trække slangerne rundt i skibet satte de kiler i de selvlukkende døre, så slangerne ikke blev klemt. Elektrikeren sparkede kilerne væk. Det fik Ingvar Brynfors op i det røde felt:

”Hvis du sparker en trækile mere væk, bliver du smidt i havet.” Så forsvandt elektrikeren også.

Tredje brand

Omkring kl. 15 lørdag eftermiddag opdagede brandfolkene pludselig en ny brand. Den var langvarig og varmen var så kraftig, at glasset i deres røgmasker smeltede. I dag er det spørgsmålet, om ilden fik næring fra olie; der er senere fundet et brækket hydraulikrør og diesel i maskinen.

Fjerde brand

Den 8. april midt om natten, efter Scandinavian Star var blevet slæbt til havnen i den svenske by Lysekil, opstod der en ny kraftig brand ombord. Ilden bredte sig til flere kahytter. Flammerne stod ud ad restaurantens vinduer. Sort røg bredte sig på nattehimlen, som langsomt var begyndt at lysne. Omkring kl. 03.00 spredte ilden sig til broen. Sorte røgskyer dækkede toppen af det hvide skib.

Efterforskningen

- Ved en påsat brand er det en del af enhver politiefterforskers uddannelse, at man undersøger, om der er et økonomisk motiv. Men det skete reelt ikke i efterforskningen af mordbranden på Scandinavian Star, fastslår Lars Halskov.

Skibet var sejlet fra Oslo i Norge, blev trukket ind til Lysekil i Sverige og var umiddelbart ejet af en dansker, derfor blev efterforskningen delt mellem de tre lande. Danmark skulle undersøge, hvem der ejede skibet, økonomien og forsikringen – men man valgte altså  ikke at undersøge det økonomiske motiv.

Ejerskab og økonomi blev afklaret under en søforklaring, hvor den danske forretningsmand, Henrik Johansen, meldte sig som ejer af skibet. I 1993 blev kaptajn Hugo Larsen sammen Henrik Johansen og rederidirektør Ole B. Hansen dømt i Højesteret for manglende sikkerhed på skibet.

Sverige efterforskede brandstedet og de tekniske forhold på færgen.

Norsk politi skulle undersøge brandårsagen. De lagde sig efter kort tid fast på, at der var tale om en enlig pyroman og kunne i 1991 melde ud, at sagen var opklaret, og at den mest sandsynlige brandstifter var en dansk lastbilchauffør, der før var dømt for brandstiftelse – og som selv var død under brand nr. 2. Dermed var brand nr. 3 og brand nr. 4 ude af myndighedernes søgelys helt fra start.

- Men der var ingen retssag fordi han var død, så norsk politi skulle ikke fremlægge beviser. Prøv at tænke på hans pårørende, understreger Lars Halskov:

- Først i 2014 erkendte det norske politi, at de ikke ville kunne rejse en sag på det materiale, de havde, og politiet trak anklagen tilbage mod lastbilchaufføren og erkendte, at brandstiftelsen var uopklaret. Der var ingen beviser imod ham.

Ingenting passede

Ingen af afgørelserne passede. I de følgende år kom oplysningerne drypvis frem – men myndighederne afslog gang på gang at genåbne sagen.

Der var fire og ikke to brande på skibet.

Oppustet forsikringssum

- Normalt vil forsikringssummen afspejle et skibs værdi, men også her er sagen usædvanlig, for skibets værdi blev fordoblet igennem to handler på én dag ganske kort tid før mordbranden, påpeger Lars Halskov.

SeaEscape købte Scandinavian Star af Stena Line for 10,3 mio. dollar og solgte det samme dag videre for 21,7 mio. dollar til Henrik Johansens selskab. Det er vanskeligt at tro, at lederne af et af verdens største færgerederier, Stena Line, var så dårlige forretningsfolk, at de fejlvurderede skibets markedsværdi med 11. mio. dollars. Det kunne tale for, at SeaEscapes salgspris til Henrik Jonansen var kunstigt oppustet. Følger man den tankegang, kunne handlen mellem SeaEscape og Henrik Johansens selskab være en papirhandel, som skulle give Johansen en skattefordel i Danmark – og samtidig puste skibets værdi op, så der kunne tegnes en forsikringssum på 24 mio. dollar, hvis skibet blev totalskadet. Det endte altså med, at SeaEscape fik udbetalt 14 millioner dollar. Samtidig påtager Henrik Johansen sig ansvaret som ejer af skibet; men han havde også stor fordel af hele situationen. I hvert fald indbetalte han kun en lille del af de 21,7 mio. dollar til SeaEscape, og han fik en stor skattefordel.

Så man kan sige, at alle var tilfredse.

Blev ikke undersøgt

- Jeg vil sige, at her er en indikation på noget, der skulle undersøges. Men politiets efterforskere fandt aldrig frem til SeaEscapes rolle i sagen, påpeger Lars Halskov:

- Det var det lokale Frederiksberg Politi, der undersøgte ejerforholdene, fordi Henrik Johansens selskab havde adresse på Frederiksberg. Men på Frederiksberg var der ingen havn, ingen skibe, ingen internationale ejerforhold, så den lokale politikreds havde ingen erfaring med, hvordan sådan en omfattende sag skulle efterforskes.

- Det er usædvanligt, at hverken rejseholdet eller bagmandspolitiet havde ansvaret efterforskningen. Der var tale om en mordbrand med 159 døde, lyder det fra Lars Halskov. Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor opklaringen gik så galt:

- Men det er et faktum, at der var et meget stort pres på politiet for resultater. Norsk politi havde undersøgt 4-5 kandidater, og til sidst hev de den danske lastbilchauffør frem – og lukkede sagen.

Først i 2014 genoptog norsk politi sagen, og sidste år blev der nedsat en norsk kommission, der især skal undersøge de norske myndigheders oprindelige efterforskning, og om Stortinget er blevet tilstrækkelig informeret om sagen.

Fra bogen BRANDEN: ”Fy faen!” udbrød de flere gange, mens de filmede og tog billeder som dokumentation. Det var ekstremt. Selv om de var erfarne brandfolk, som var vant til at se døde mennesker i forbindelse med brande og trafikulykker.

Først gik de forbi fire lig, som var hevet ud af Sotenäs brandfolk. De lå på dækket med hvide lagner over sig. Så fortsatte de op på agterdækket ved swimmingpoolen. Der var sod over det hele. Kun stabler af stole og brune træbænke på selve dækket var uskadte. Restaurationens facade var væk, og hvor der engang havde været borde, stole, duge og smilende tjenere, var der helt udbrændt. Kun dåsesodavand til brandfolkene stod spredt på et plastikbord ude på dækket (…) Inde i korridorerne tog de norske brandfolk billeder af forvredne lig på gulvet. Hvide lagner var lagt over flere af de døde, men langt fra alle. Nogle lå i stillinger, som om de sov. Andre knælede eller lænede sig op ad væggen. Flere børn lå på gulvet i nattøj, og en mand i bar overkrop havde et barn liggende hen over sig. I en af gangene var gulvet helt dækket af mænd, kvinder og børn, der var sovet ind på grund af den giftige røg.

De nye oplysninger

Tidligere skibsinspektør i Søfartsstyrelsen, Flemming Thue Jensen, har for nylig givet sit bud på en opklaring af branden på Scandinavian Star. Med 26 års forsinkelse.

Søfartsstyrelsens tidligere hovedundersøger af brandene på Scandinavian Star, Flemming Thue Jensen, erklærede for nylig, at brandene måtte være udført af besætningsmedlemmer med et indgående kendskab til skibe og brande.

Skibsinspektør Flemming Thue Jensen blev sendt op til Lysekil af den danske Søfartsstyrelse for at undersøge Scandinavian Star; og sammen med en kollega gik han rundt i tre dage på det udbrændte skib i de afgørende dage lige efter branden.

Han bemærkede flere detaljer, som pegede på, at der var opstået flere brande, end der officielt var registreret.

Men Flemming Thue Jensen havde fået i opdrag kun at undersøge brand nr. 1 og brand nr. 2 – som folk var døde af.

Til den efterfølgende Søforklaring skulle han ligeledes kun fortælle om brand 1 og 2, alligevel ”listede” han nogle af sine oplysninger ind i forklaringen blandt andet om tvangs-åbnede døre og tre arnesteder. Men uden at det kom med i efterforskningen.

- Hvis de havde hørt på det, jeg havde at sige, kunne de reelt have minimeret antallet af mistænkte fra mere end 400 til fire personer. Så kunne sagen være blevet opklaret inden for en måned, sagde Flemming Thue Jensen om norsk politi på et pressemøde for nylig. Han har afgørende oplysninger om mordbranden på Scandinavian Star; han er overbevist om, at brandstifterne er to af skibets besætningsmedlemmer – men han understreger, at det er politiets opgave at sætte navn på dem.

Ikke indkaldt

I 2014 melder norsk politi ud, at det ikke var lastbilchaufføren, der var brandstifter. Flemming Thue Jensen, der fortsat er ansat i Søfartsstyrelsen, går til sin direktion og fortæller, at han ved en masse om sagen og vil kontakte norsk politi for at blive afhørt. Men han får at vide, at han skal gå igennem myndighederne med sin viden, da han jo er ansat i Søfartsstyrelsen og dermed ikke har sin viden som privatperson. Sagen går videre til Rigsadvokatens kontor, hvor man bedømmer, at de nye oplysninger ikke har værdi, og Flemming Thue Jensen bliver aldrig indkaldt til forhør.

Retsmøde

Nu er Flemming Thue Jensen pensioneret, derfor står han først frem nu – som privatperson, og han har valgt at give sine oplysninger til et retsmøde – ”så de ikke kan fifles med”.

Til et retsmøde i Købehavns Byret den 16. marts oplyste han, at han havde observeret en del ting på Scandinavian Star, som efter hans skøn burde have været efterforsket.

- Branddøre, der var tvangsåbnede og fastholdt med en klods, der kun kan have været kendt af besætningen; og andre branddøre, der var holdt åbne af madrasser. Gjort af folk, der kendte skibet godt.

Den tredje brand, der udbrændte både restauranten og broen – startede ved et hydraulikrør, der var brudt op. Flemming Thue Jensen mener, at der formentlig blev tilkoblet dieselolie, som blev pumpet ud gennem det brudte rør, for der var olie i gangen.

- Du bruger udelukkelsesmetoden. Der skulle to personer til at lave det der sabotage med hydraulikrøret. Jeg ved, hvem de er, men det er politiets opgave at sætte navn på de to, der gjorde det. Det er derfor, jeg ikke sætter navne på. Jeg har sat dem op på en tallerken og sagt ”værsgo, her står de”, siger Flemming Thue Jensen til BT.

De gemte oplysninger

Flemming Thue Jensen peger på tre centrale besætningsmedlemmer, hvor iblandt han mener, at brandstifterne skal findes:

Maskinchefen, blev på eget initiativ fløjet tilbage til Scandinavian Star for at hjælpe brandfolkene. Han døde sidste sommer.

Elektrikeren, blev sammen med maskinchefen på eget initiativ fløjet tilbage om bord på Scandinavian Star. Flere gange sparkede han trækiler væk, så dørene lukkede og klemte brandslangerne. Han bor i Florida.

Tredje maskinist, var et af de første besætningsmedlemmer, der opdagede branden. Sammen med et andet besætningsmedlem gik han i gang med at redde passagerer ud iført røgdykkerudstyr. Sammen med kaptajnen blev han klokken 09:02 fløjet tilbage på skibet for at hjælpe brandfolkene. Han bor i Canada.

I Norge er der blevet nedsat en kommission, der igen skal undersøge årsagen til branden. De nye oplysninger fra Flemming Thue Jensen vil efter alt at dømme indgå i kommissionens arbejde.