PFA’s sundhedstilbud er dit sikkerhedsnet

Har du styr på, hvordan PFA kan hjælpe dig, hvis der er knas med dit helbred, hvis du bliver syg eller stresset – eller hvis du gerne vil ændre livsstil? Læs her, hvilke tilbud du har i PFA via Lederne Søfart samt hvordan, du aktiverer dem.

19. februar 2021

- Vores sundhedstilbud er bygget op i tre trin. Fra PFA Sundhedslinje til PFA Helbredssikring (sundhedsordning) og til PFA EarlyCare. Det er et bredt sikkerhedsnet med bredspektrede tilbud, der dækker stort set alle dele af medlemmernes helbred, sundhed og trivsel.

   1. Hvis du har brug for gode råd til livsstilsændringer – eller til dit helbred og sundhed – så ring til sundhedslinjen
   2. Har du brug for behandling, psykisk eller fysisk, eller du har brug for speciallæge-diagnosticering eller en operation, så ring til sundhedscenteret i PFA og brug sundhedsordningen PFA Helbredssikring
   3. Er du ved at blive sygemeldt – eller er du allerede sygemeldt – så ring til PFA EarlyCare

Sådan lyder den helt korte forklaring på, hvad du skal med din PFA Sundhedstilbud, fra Rikke Bay Haaber, chef for Strategisk Sundhed, PFA: 
- Hvis du falder uden for skiven – altså hvis du henvender dig med noget, der ikke er dækket –hjælper vi dig alligevel videre.
Rikke Bay Haaber - PFA
Stresset, hvad så?
Et eksempel kan være, at du føler dig stresset og har brug for behandling – så kan du ringe til PFA Sundhedsforsikringen. Her taler du med sundhedsfaglige medarbejdere i PFA, der hjælper med at afdække, hvilket problem du har, og hvilket behov du har, forklarer Rikke Bay Haaber:
- Hvis dit problem er stressrelateret, behøver du ikke en lægehenvisning.
Er der derimod andre psykiske problematikker, vil du blive guidet til at komme omkring egen læge. Det er vigtigt, at egen læge er ind over, da det normalt er den praktiserende læge, der kender dig og din livsituation. Det er din fortrolige partner, der har et helhedsbillede.
Derfra får du en tid til en psykolog og starter i et forløb. 
- Du får hjælp, til du er godt videre, det er behovsbestemt hjælp, understreger Rikke Bay Haaber.

Smerter i ryggen eller ødelagt knæ
Et andet eksempel kan være, at du har lavet havearbejde i weekenden og har forstrakt din skulder.
Det gør ondt, og du har brug for at komme til en kiropraktor eller en fysioterapeut, eller du har måske brug for at få stillet en diagnose eller få skulderen undersøgt. 
Sundhedsordningen PFA Helbredssikring dækker både skader/gener, du har pådraget dig i fritiden og i arbejdstiden, så her kan du ringe til PFA Helbredssikring, efter at du har konsulteret egen læge for at få en henvisning. Er skaden dækket, finder PFA Helbredssikring den rette behandler til dig.
- Det kan være, du kan komme hurtigere igennem til en speciallæge og få hurtigere tid til en operation, det kan både spare tid og bekymringer, påpeger Rikke Bay Haaber, der tilføjer, at det ikke er alle diagnoser, der kan behandles i privat regi. Eksempelvis kræft, hvor de offentlige kræftpakker altid aktiveres, fordi det er her, ekspertisen ligger.