Lederne Søfart ser frem til undersøgelse af krænkelser til søs

Fagforeningen Lederne Søfart har ønsket en undersøgelse af krænkelser til søs siden 2018, og foreningen er meget tilfreds med, at en undersøgelse af hele branchen nu vil blive sat i værk af Søfartsstyrelsen. 

 

15. juni 2022


”Det er præcis det, vi har ønsket. Nu skal vi have klarlagt både karakteren og omfanget af krænkelser indenfor dansk søfart,” siger Helle Andsbjerg, direktør i Lederne Søfart.
Hun fremhæver, at Lederne Søfart er meget interesseret i at samarbejde med alle de forskellige aktører indenfor dansk søfart for at få en præcis og brugbar undersøgelse, der kan danne udgangspunkt for nye tiltag for at komme problemerne til livs. 

Emnet er igen kommet i fokus, efter at DR bragte en historie om en amerikansk Mærsk-ansat, der var blevet krænket, og rederiet efterfølgende erkendte, at de har et problem af overraskende stort omfang.  

”Problemets omfang er kommet bag på os. Jeg vil ikke komme med et konkret tal, men nok til at vi anerkender, at vi har et problem,” sagde flådechef, Palle Laursen, til DR, og tilføjede, at alle 350 kvindelige ansatte, der arbejder til søs, vil blive adspurgt, og at Mærsk vil ”sætte massivt ind” og arbejde på at få en kulturforandring på skibene.

Helle Andsbjerg er positiv over, at Mærsk nu laver en intern undersøgelsen, men, som hun kommunikerede via medierne, er det et problem for hele branchen, og en bred undersøgelse er derfor nødvendig for at kunne bekæmpe problemerne.

Ministeren handler

”Jeg synes, at det er helt på sin plads at bede om sådan en undersøgelse, og den sætter vi selvfølgelig i gang,” sagde erhvervsminister (og minister for søfart), Simon Kollerup, efterfølgende til DR Nyheder.

Mange ledere til søs efterspørger bedre værktøjer, undervisning og information om, hvordan man kan håndtere krænkelser. Det vil Lederne Søfart også arbejde for, ligesom foreningen finder det vigtigt med undervisning i, hvad krænkende opførsel er, da de eksempler, der har været fremme, tyder på et bredt spektrum af krænkelser. 

Lederne Søfart altid parat til at hjælpe eller rådgive i en krænkelsessag – hvad end man har oplevet at blive krænket, eller er blevet anklaget for at krænke en anden. Medlemmer kan altid kontakte foreningen på mail@ledernesoefart.dk eller ringe på +45 3345 5565, hvis de har brug for rådgivning eller juridisk hjælp eller hjælp til nogle af følgevirkningerne, f.eks. sygdom og stress. 

Til håndtering af en krænkelsessag som leder, er det f.eks. også muligt at booke en aftale om ledersparring. 

Bekæmpelse af diskrimination til søs er en af Lederne Søfarts 10 mærkesager.