Ligesom lønmodtagere har selvstændige mulighed for at planlægge deres barselsorlov og fordele en del af ugerne mellem mor og far/medmor. Det gælder uanset, om du har CVR-nr eller ej, eller om du er ansat i eget A/S eller ApS.
For at få barselsdagpenge eller anden form for støtte før eller efter fødslen, skal du opfylde nogle betingelser, som du kan læse mere om her:
På barselsorlovsom selvstændig
Som selvstændig har du også ret til barselsorlov. Du har forskellige muligheder for at planlægge orloven.
Orlov før fødslen
Som kommende mor har du ret til fire ugers graviditetsorlov frem til terminsdatoen.
Øremærket orlov
Hver forælder har ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge. To af de 24 uger er øremærket til hver forælder. Mor skal holde de to uger i forbindelse med fødslen eller adoptionen. Far/medmor har mulighed for at bruge de øremærkede to uger inden for de første 10 uger efter fødslen.
Far/medmor kan overføre op til 22 uger til mor.
Mor kan overføre op til 22 uger til far/medmor.
På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan du få det fulde overblik over reglerne, der gælder, hvis den ene eller begge forældre er selvstændige, og hvornår man bliver betragtet som selvstændig:
Vigtige frister
- Som selvstændig skal du søge om barselsdagpenge i NemRefusion senest 8 uger efter fødslen.
- Går du først på orlov på et senere tidspunkt end datoen for fødslen, skal du søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter første orlovsdag for at bevare muligheden for barselsdagpenge fra første orlovsdag.
- Udbetaling Danmark behandler ansøgninger om barselsdagpenge. De har en sagsbehandlingsfrist på 12 hverdage fra den dag, de har modtaget ansøgningen.
Orlov for LGBT+-forældre
LGBT+-familier kan dele den overførbare orlov med op til to såkaldte sociale forældre. Det kan være en ægtefælle, samlevende eller en kendt donor med en forældrelignende relation til barnet og donorens ægtefælde eller samlever.
Det giver altså mulighed for at fordele den overførbare orlov mellem op til fire forældre.
En social forælder kan kun få orlov, hvis en retlig forælder ønsker at overføre noget af orloven eller hele den del af orloven, man har lov til at overføre.
Sociale forældre, der får overført orlov fra retlige forældre, skal opfylde de almindelige krav i barselsloven for at få ret til barselsdagpenge.
Orlov for soloforældre
Som solofar eller solomor har du ret til 46 ugers orlov efter fødslen.
Derudover kan du som soloforælder overdrage op til 32 ugers orlov til et nærtstående familiemedlem, fx bedsteforældre.
Orlov for flerlingeforældre
Som forælder til tvillinger, trillinger eller endnu flere børn har du ret til 13 ugers ekstra flerlingeorlov - det samme gælder den anden forælder. De ekstra ugers flerlingeorlov kan ikke overføres mellem jer som forældre, og de skal være holdt, inden børnene er et år.
Som selvstændig må du gerne arbejde under barselsorloven
Du har mulighed for at arbejde i din virksomhed under barslen. De timer du arbejder, bliver bare modregnet i barselsdagpengene.
Beregningen tager udgangspunkt i, hvor mange timer du har oplyst til Udbetaling Danmark, at du normalt arbejder på en uge:
- Hvis du under barslen arbejder op til 25 % af din normale arbejdstid, får du 25 % mindre i barselsdagpenge i forhold til det beløb, du får, hvis du holder barsel på fuld tid.
- Arbejder du mellem 25 og 50 % af den normale arbejdstid, kan du holde orlov med 50 % af barselsdagpengene.
- Arbejder du mere end 50 % af det antal timer, du normalt arbejder, bliver det betragtet som arbejde på fuld tid, og du vil derfor ikke modtage barselsdagpenge.
Husk at give besked til Udbetaling Danmark, hvis du begynder at arbejde delvist under barslen.