Hvis en medarbejder kører særligt hensynsløst i sin firmabil, kan det ende med at blive rigtig dyrt for din virksomhed – og måske også for føreren selv.
Er der tale om vanvidskørsel, kan myndighederne nemlig beslaglægge og efterfølgende konfiskere firmabilen – og det uanset om det er virksomhedens egen bil, om virksomheden har leaset bilen, eller om medarbejderen har lånt bilen ud til en ven eller et familiemedlem, altså en tredjepart.
Hvis bilen bliver konfiskeret, mister virksomheden retten til bilen og dermed også til dens værdi. Politiet kan således sætte bilen på auktion, uden at ejeren får købesummen. Det er resultatet af en lovændring, der trådte i kraft tilbage i marts 2021 – og som gælder for alle ansatte, der kører i firmabil – også for dig som leder.
Siden lovændringen er omkring 1.200 køretøjer blevet beslaglagt af politiet. I Lederne får vi med jævne mellemrum opkald fra ledere, der er i tvivl om reglerne for vanvidskørsel. Med hjælp fra advokat og teamchef i Lederne, Malene Saaby, folder vi her reglerne ud og kommer med en række gode råd til, hvordan du sikrer dig mod, at dine medarbejdere kører vanvidskørsel i firmabilen.