Du har mulighed for at forlænge din toårige dagpengeperiode, hvis du får almindeligt lønarbejde, efter din dagpengeret er startet. Du kan bruge arbejdstimer fra både deltidsarbejde og fuldtidsarbejde.
Hvis du arbejder på deltid i din egen virksomhed, kan dine arbejdstimer dog ikke bruges til at forlænge dagpengeperioden.
For hver time du arbejder og får udbetalt løn, kan du forlænge din to-årige dagpengeperiode med to timer.
Du kan højst forlænge din dagpengeperiode med 1924 timer inden for en periode på 18 måneder. Det vil sige, at du max kan få dagpenge i tre år.
Du kan vælge at bruge de timer, hvor du arbejder og får udbetalt løn på at:
- Forlænge din dagpengeperiode
- Gemme dine timer til du har optjent nok timer til en ny to-årig dagpengeperiode
- Kombinere de to, så du bruger nogle af dine timer på at forlænge din dagpengeperiode og andre timer på at optjene en ny to-årigdagpengeperiode. Husk, at du kun kan bruge dine timer én gang.
På jobnet.dk under ’dagpengetællere’ kan du selv følge med i, hvor mange timer, du har sparet op, og om du skal bruge dem på at forlænge din dagpengeperiode eller spare op til en ny dagpengeperiode. Det er dog først noget, du skal tage stilling til, hvis du ikke er kommet i job inden for to år.
Log på jobnet.dk
Regler for supplerende dagpenge