Jobsøgning på LinkedIn seks gode råd

Leder du efter nyt job? Vi giver dig gode råd til, hvordan du finder relevante stillinger på LinkedIn og bliver synlig for virksomheder på platformen.

LinkedIn er et vigtigt værktøj for dig, der leder efter nyt job. Mange stillinger bliver slået op på platformen, men virksomheder og rekrutteringskonsulenter bruger også LinkedIn til at finde egnede kandidater gennem jobannoncer, netværk og søgning.

Du kan bruge LinkedIn til at finde gode råd og information om spændende stillinger og gøre dig synlig for virksomheder og rekruttingskonsulenter, der er på udkig efter egnede kandidater. Grundlæggende handler jobsøgning via LinkedIn om at holde dig orienteret, være synlig og søgbar, at bruge dit netværk og at både få og give viden og muligheder videre via platformen.

Her gode råd til, hvordan du kan bruge LinkedIn aktivt til at finde dit næste job.

1. Jobannoncer på LinkedIn

LinkedIns jobbank fungerer ligesom en jobagent på fx Jobindex.dk. Den matcher søgeord i stillingsopslag med søgeord i din profil.

Hold dig orienteret i jobbanken, lad dig inspirere af stillingsopslag inden for dit fagområde og tilpas løbende din profil. På den måde styrker du mulighederne for, at LinkedIns jobsøgningsfunktion automatisk genererer relevante og interessante stillingsannoncer til dig.

Du finder LinkedIns jobbank i hovedmenuen “Job”.

2. Muligheder i dit netværk

Kig efter viden og muligheder i dit netværk på LinkedIn. I dit feed kommer der ofte jobåbninger fra medarbejdere, som ellers ikke er slået offentligt op.

Del også selv viden og muligheder uden at forvente nødvendigvis at få noget igen. Det er et grundprincip inden for netværk, at hvis du giver, får du også noget retur. Hold øje med dit feed og se efter relevante nyheder, viden og inspirationskilder, som du kan genopslå, ”Synes godt om” og allerhelst kommentere.

3. Søgbar profil

Udfyld din profil med prædefinerede søgeord inden for faglighed og jobfunktioner/jobtitler, som du ønsker, at virksomheder og rekrutteringsansvarlige skal finde dig på, når de søger kandidater.

Hvis du er aktivt jobsøgende og åben om det, er det også en god idé at gøre det tydeligt ved at indsætte den grønne #OpenToWork-ramme omkring dit profilfoto i intro-sektionen.

Du kan også uploade en pdf af dit CV. Det gør du under “Job” og “Dine ansøgninger”. Hvis du også uploader dit CV på engelsk, er dit CV også søgbart for virksomheder og rekrutteringsbureauer, der har købt sig adgang til LinkedIns recruiter-funktion.

4. Aktiv brug af søgefunktion

Du kan bruge LinkedIns søgefunktion aktivt i din jobsøgning.

Du kan fx søge på:

  • Virksomheder, du gerne vil arbejde for eller kende bedre. Det kan være virksomheder, som ”taler” om emner, der interesserer dig.
  • Kontaktpersoner, der er forbundet med en interessant virksomhed eller står i et stillingsopslag.
  • Titler på personer, som typisk står for at ansætte en person som dig. Husk, at der kan være forskellige titler for det samme. Brug OR, AND eller NOT i søgningen for at inkludere eller udelukke titler.
  • Dine spidskompetencer. Det er også god inspiration til nye søgeord på din profil.

Du finder søgefunktionen i toppen af menuen.

5. Personlige beskeder

Du kan eventuelt skrive en personlig besked til de relevante personer, som du finder frem til din i søgning på LinkedIn. Tænk din besked som en meget kort, uopfordret ansøgning på maks. 300 tegn.

6. Automatiske jobunderretninger og målrettede jobforslag

I hovedmenuen ”Job”, finder du de ledige stillinger, der er slået op på LinkedIn. Her kan du søge på en stilling som fx “salgskonsulent”. Du kan målrette dit søgningsresultat endnu mere ved at filtrere på bl.a. geografi, erfaringsniveau, jobtype og tidspunktet for, hvornår stillingen er slået op på LinkedIn.

Hvis du klikker på ”Opret underretning”, får du automatisk besked om lignende job. Det er en god idé at oprette flere jobunderretninger.

Du kan også aktivere ”Jobforslag” for at få forslag til ledige stillinger baseret på dine jobunderretninger, din aktivitet og din profil. Du kan også gemme et stillingsopslag og se det igen senere under ”Dine job” i menuen til venstre.

Mangler du sparring til din karriere?

Bliv klogere på dine kompetencer og karrieremuligheder med sparring fra en af vores professionelle rådgivere. Sparringen foregår over telefonen eller Teams og tager mellem en halv og en hel time.

Kom godt videre

Mand_smiler_ved_computer_article-card_576x324

Brug AI i din ansøgning

Kunstig intelligens (også kaldet AI) kan være en hjælpende hånd og effektivisere din jobsøgning, hvis du lærer at bruge den rigtigt.

Mand_i_sofa_article-card_576x324

Er du blevet opsagt?

Få styr på reglerne. Beregn dit opsigelsesvarsel, og få et juridisk tjek af din opsigelse, så du er sikker på, at dine rettigheder bliver overholdt.

Kvinde_smiler_gult_jakkest_article-card_576x324

Ledernes A-kasse

Bliv medlem af Ledernes A-kasse, og få hjælp til at finde nyt job og komme godt videre, hvis du mister dit job.

Spørgsmål og svar om LinkedIn