Når du vil gå på efterløn, skal du søge om det hos os. Det er en god ide at gøre det i god tid. Det vil sige ca. en måned før, du planlægger at gå på efterløn. Når vi har modtaget din ansøgning, kan du gå på efterløn, hvis du opfylder betingelserne.
Vi undersøger, om du har ret til efterløn og beregner, hvor meget du kan få udbetalt.
Betingelser for at gå på efterløn
- Du skal være medlem af en a-kasse.
- Du skal have betalt efterlønsbidrag til din a-kasse længe nok – som hovedregel i 30 år.
- Du skal være nået efterlønsalderen.
- Du skal have ret til dagpenge og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Du må altså ikke være syg eller ude af stand til at arbejde, når du når efterlønsalderen.
- Du skal bo i Danmark, Grønland, Færøerne eller et andet EØS-land.
- Du skal opfylde et indkomstkrav på 263.232 kr. indenfor de sidste tre år – som udgangspunkt i Danmark.
- Du skal have indberettet værdien af dine pensioner til din a-kasse.
Hvis du er ledig eller i seniorjob, skal du sende ansøgningen om efterløn, inden din ret til dagpenge eller seniorjob udløber. Ellers risikerer du helt at miste retten til efterløn.