Sprog og layout i ansøgning og CV

Skriv, så din modtager kan forstå dig, og byg din ansøgning læsevenligt op. Få syv gode råd til, hvordan du giver din modtager en god læseoplevelse.

Der er særligt to ting, du skal fokusere på, når du skal skrive din ansøgning og dit CV.

  • Du skal sætte dig i din modtagers sted og målrette din ansøgning og dit CV til den konkrete stilling og den virksomhed, du søger job hos.
  • Du skal gøre din ansøgning og dit CV let at læse.

Her får du syv gode råd til, hvordan du skriver i et forståeligt og professionelt sprog - og hvordan du bygger din ansøgning op, så du gør det til en god oplevelse for din modtager at læse din ansøgning.

1. Byg din ansøgning overskueligt op

Din ansøgning skal være let og overskuelig at læse. Du kan hjælpe læsevenligheden på vej ved at bygge din ansøgning op efter disse elementer:

  • Din ansøgning må max fylde en A4-side
  • Brug en læsevenlig skrifttype, fx ’Calibri’
  • Brug skriftstørrelse 11 eller 12
  • Brug linjeafstand punkt 1,15 eller 1,5
  • Inddel din ansøgning i mindre afsnit på max. 3-4 linjer. Giv eventuelt dine afsnit underoverskrifter
  • Brug sidehoved eller sidefod (toppen eller bunden af dit dokument) til at skrive dine kontaktoplysninger. Især hvis du har svært ved at holde dig inden for en side.

2. Hav styr på din modtager

Du skal målrette din ansøgning og dit CV til den virksomhed, du søger job hos.

Det er en god ide at bruge tid på at analysere stillingsopslaget og lære virksomheden at kende, så du er klar til at skrive en fokuseret og motiveret ansøgning. Brug virksomhedens sprog og begreber, men vis stadig hvem du er.

BRUG STILLINGSOPSLAGET TIL AT SKRIVE DIN ANSØGNING

3. Skriv så din modtager ved, hvad du mener

Når du skriver din ansøgning eller dit CV, så skriv i øjenhøjde med din læser. Det betyder, at du skal sikre dig følgende:

  • At din modtager forstår dig. Det gælder især, hvis du bruger fagudtryk, branchespecifikke udtryk eller forkortelser
  • At du overvejer, hvad din modtager ønsker at læse om og fokuserer på de budskaber og pointer, der er relevante i forhold til den stilling, du søger.

Din sparringspartner til lederjobbet

Få nye øjne på dine udfordringer og gode råd til at håndtere dem. Ring til vores dygtige ledelsesrådgivere på 32 83 36 17, eller bestil en sparring.

Ring til os

4. Skriv aktivt

Brug aktivt sprog, når du skriver. Det gør du ved at skrive i nutid, bruge aktive udsagnsord og undgå de passive (dem med s bagpå).

Aktivt sprog gør din ansøgning mere handlekraftig og personlig - og gør dine budskaber lettere at forstå.

Eksempel: Skriv gerne: ”Jeg kan drive projekter, der bliver færdige til tiden, uden at det overskrider budgettet"

I stedet for ”Opgaver løses til tiden og til budget”.

5. Giv konkrete eksempler

I din ansøgning og dit CV skal du beskrive, hvorfor du er den rigtige kandidat til stillingen.

Giv konkrete eksempler, som beskriver dine kompetencer for at tydeliggøre, hvordan du kan løse opgaverne .

Eksempel: “Jeg har 10 års erfaring som personaleleder for 20 medarbejdere af samme type, som dem I søger en ny teamleder for”.

6. Skriv kort og præcist

Et kort og præcist sprog gør det lettere for din modtager at forstå dine budskaber. Pas derfor på med lange sætninger, indskudte sætninger og fyldord. Bland gerne korte sætninger med lidt længere, dog max 1,5 linje.

Hvis dine sætninger bliver for lange og indeholder mange kommaer, så overvej at dele dem op ved at bruge flere punktummer.

Tænk især over at skrive korte sætninger i indledningen, hvor du skal fange din læsers interesse.

7. Pas på med humor og ironi

Det kan være svært at være sjov på skrift, da du ikke kan bruge din gestik eller mimik til at fremhæve din ironi eller dine jokes. Du risikerer, at dit forsøg på at være sjov bliver misforstået, eller at du virker for indforstået.

Brug derfor humor med omtanke. Hold balancen og tonen i ansøgningen, så du ikke virker hverken for frisk eller for ydmyg.

Hjælp og inspiration til jobsøgning

Kvinde_smiler_article-card_576x324

Få feedback på dit CV

Er dit CV motiveret og stærkt nok til at sikre dig drømmejobbet? Upload det i Ledernes CV-tjek, og få feedback med det samme.

Kolleger_snakker_indenfor_article-card_576x324

Få styr på elevatortalen

Det er en god idé at have en præsentation af dig selv, du kan bruge til jobsamtaler, til netværksmøder eller ved kaffemaskinen.

Kvinde_med_computer_aften_article-card_576x324

Opbyg dit CV

Få overblik over, hvordan du opbygger et godt CV, og hvad det skal indeholde. Bliv inspireret, og download eksempler og skabeloner.

Spørgsmål og svar om ansøgninger