Hvis du ikke holder de sidste fem feriedage (eller færre) senest den 31. december, har du mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at du kan få disse feriedage overført til næste ferieafholdelsesperiode, som løber til og med den 31. december næste år.
Aftalen skal senest være indgået den 31. december i år – og du skal huske at få den på skrift. Indgår du ikke en aftale om ferieoverførsel, og har du fem (eller færre) af de 25 dages ferie tilovers den 31. december, skal disse udbetales til dig senest med lønnen for marts næste år.
Værdien af dagene skal afregnes som ”ferie med løn og ferietillæg” – og beregnes med udgangspunkt i din løn for december i år.
Du kan have ret til yderligere ferie, end du har optjent efter ferieloven. Yderligere ferie kaldes ofte ”sjette ferieuge” eller ”feriefridage”. Disse dage er ikke reguleret af ferieloven, men derimod typisk reguleret i din ansættelseskontrakt, personalehåndbog eller overenskomst.
Vær desuden opmærksom på, at du kan være omfattet af en overenskomst, som regulerer, om – og i hvilket omfang – du kan overføre ferie.
Få overblik over din ferie med Ledernes ferieberegner