Du har besluttet dig for at sige op. Nu skal det gøres på en god og respektfuld måde, så du får afsluttet samarbejdet ordentligt og får sagt farvel til dine kolleger eller medarbejdere.
Husk, at hvis din opsigelse skyldes uenigheder eller dårlige relationer, så brænd ikke alle broer bag dig. Du kan fx møde dine kolleger i en anden arbejdsrelation eller få brug for en reference fra din leder.
Her er en guide til den gode opsigelse – trin for trin:
1. Kend dit opsigelsesvarsel
I forbindelse med: Inden du siger op
Dit opsigelsesvarsel står i din ansættelseskontrakt og det har betydning for, hvor hurtigt du kan stoppe i dit job.
Det kan give god mening at planlægge, hvornår du siger op, hvis du fx har et nyt job på hånden eller vil blive på arbejdspladsen kortest mulig tid efter din opsigelse.
Du vil typisk have en måneds opsigelsesvarsel over for din arbejdsgiver. Det betyder, at du skal arbejde den igangværende måned ud plus en ekstra måned. Derfor vælger mange at sige op kort før udgangen af en måned.
Nogle har lavet en aftale med deres arbejdsgiver om et længere opsigelsesvarsel, så tjek din ansættelseskontrakt.
Er du ansat med prøvetid i de første tre måneder, kan du i denne periode oftest sige op med en dags varsel. Nogle kan have længere varsel, så tjek din ansættelseskontrakt.
Beregn dit opsigelsesvarsel her
2. Tal med din leder
I forbindelse med: Inden du siger op
Hvis du har mulighed for det, er det en god ide at fortælle din nærmeste leder ansigt til ansigt, at du vil sige op.
I får en mulighed for at tale din opsigelse igennem og din leder kan forberede sig på den videre proces.
Du kan blandt andet lægge vægt på:
- Grunden til din opsigelse - men det er ikke et krav. Hvis du har været utilfreds med din leder eller jobbet, kan du også få sagt det på en god måde her
-
Hvornår du stopper i dit job og om du afvikler ferie. Hvis du skal holde ferie i din opsigelsesperiode, skal din arbejdsgiver godkende det
-
Hvordan du kan hjælpe med overdragelse af opgaver
- Takke for den tid, du har været ansat
Når du har haft en personlig snak med din leder, skal du sende personen en skriftlig opsigelse på mail. Se næste trin.
3. Lav en skriftlig opsigelse
I forbindelse med: Når du siger op
Det er en god ide, at du laver en skriftlig opsigelse på mail, som du får din leder til at kvittere for. På den måde har du din dokumentation i orden. Det er dit ansvar, at din arbejdsgiver får besked om din opsigelse i rette tid, i forhold til dit opsigelsesvarsel.
Sådan sender du en skriftlig opsigelse – trin for trin:
- Send en mail til din nærmeste leder
Sæt jeres HR-afdeling på cc, hvis I har sådan en. Hvis du ikke kan få fat i din nærmeste leder, skal du sende din opsigelse til din leders leder.
- Husk de væsentligste oplysninger
I din skriftlige opsigelse skal du huske at skrive:
- Dato for din opsigelse
- Hvornår du har sidste arbejdsdag
- At du gerne vil modtage en skriftlig bekræftelse på modtagelsen af din opsigelse
- Hvis du holder ferie i din opsigelsesperiode og hvilke datoer
Du bestemmer selv, om du vil formulere en grund til din opsigelse eller om du vil uddybe eller beklage. Husk den gode tone i din skriftlige opsigelse. På den måde undgår du dårlig stemning den sidste tid i dit job.
Din opsigelse kan se sådan ud:
Kære (Indsæt navnet på din leder)
Jeg opsiger i dag d. xx/xx 20xx min stilling som (indsæt eventuelt stillingsbetegnelse), og jeg fratræder derfor min stilling med udgangen af (indsæt måned).
Min sidste arbejdsdag bliver derfor xx/xx 20xx.
Venlig hilsen
(Indsæt dit navn)
4. Fortsæt dit arbejde og bevar den gode tone
Hvornår: Efter du har sagt op
Nu har du sagt op, men du har stadig pligt til at udfylde dit arbejde, til du stopper i dit job.
Du kan have fokus på, hvordan du får afsluttet eventuelle projekter og overleveret til dine kolleger.
Hav også fokus på at bevare en god relation til dine kolleger og din leder og spørg ind til, om du må bruge dem som fremtidige referencer.
5. Husk din loyalitet og tavshedspligt
Hvornår: Efter du har sagt op og er stoppet i dit job
Du har pligt til at være loyal over for din arbejdsgiver – også i din opsigelsesperiode. Det betyder blandt andet, at du skal passe på med negativ omtale af virksomheden eller ledelsen og skal holde din tavshedspligt.
Hvis du bryder din loyalitet- og tavshedspligt, kan du blive bortvist eller blive mødt med et erstatningskrav.
Læs mere om din loyalitets- og tavshedspligt