Din arbejdsgiver har mulighed for at opsige dig med kortere varsel, hvis du på en periode på 12 måneder har været syg i 120 dage. Det kaldes 120-sygedages-reglen. De 12 måneder følger ikke kalenderåret, men kan regnes fra hvilken som helst dato i løbet af året.
Det forkortede varsel er på løbende måned plus en kalendermåned. Hvis du eksempelvis bliver opsagt den 4. marts, ophører din opsigelsesperiode 30. april. Du mister altså det anciennitetsmæssige opsigelsesvarsel.
Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, før din arbejdsgiver kan benytte af sig reglen:
- Du og din arbejdsgiver skal skriftligt have aftalt 120-sygedages-reglen mellem jer, eksempelvis i din kontrakt.
- Du skal have modtaget løn i de 120 dage, du har været syg. Søndage og helligdage, fridage, feriedage samt eventuelle dage, du har været syg på grund af en arbejdsskade, tæller med i de 120 sygedage. Derimod tæller fravær i forbindelse med graviditet ikke med i de 120 dage
- Din arbejdsgiver skal opsige dig umiddelbart efter overskridelsen af de 120 sygedage, og du skal stadig være sygemeldt på det tidspunkt, din arbejdsgiver opsiger dig.
Hvis reglen ikke kan anvendes
Hvis du ikke er omfattet af 120-sygedags-reglen, eller betingelserne ikke er opfyldt, kan du alligevel risikere at blive opsagt på grund af langvarig sygdom. Din arbejdsgiver kan her opsige dig med dit sædvanlige opsigelsesvarsel. Husk at en opsigelse på grund af sygdom kan være en usaglig opsigelse. Derfor anbefaler vi - som med alle andre opsigelser - at du sender din opsigelse til juridisk tjek.
LÆS MERE OM KORTERE OPSIGELSESVARSEL