Det er vigtigt, at I i den skriftlige aftale aftaler, om der skal gælde en tilbagebetalingspligt. Tilbagebetalingspligten relaterer sig til, hvad der sker, hvis:
- Medarbejderen siger op
- Medarbejderen bliver sagt op
- Uddannelsesforløbet på anden måde bliver afbrudt.
Vi anbefaler, at tilbagebetalingspligten kun relaterer sig til selve studieafgifterne, som er udgifter til undervisningen. Dermed ikke udgifter til undervisningsmateriale, rejser, forplejning og lignende.
Hvis virksomheden kræver vilkår om tilbagebetalingspligt, anbefaler vi, at den kun gælder, hvis du selv siger op. Hvis du bliver opsagt fra virksomhedens side under eller efter uddannelsens gennemførelse, anbefaler vi, at I aftaler, at du ikke er forpligtet til at tilbagebetale uddannelsesudgifterne.
I kan fx aftale følgende om tilbagebetalingspligten i den skriftlige aftale:
- Som medarbejder har du kun pligt til at tilbagebetale studieafgifter afholdt af virksomheden, hvis du opsiger din stilling inden afslutningen af uddannelsen. Her skal I præcisere hvor meget, du som medarbejder skal tilbagebetale.
I kan fx aftale følgende om tilbagebetalingspligten efter afsluttet uddannelse (her er typisk tale om en længerevarende uddannelse, fx en master):
- Hvis du opsiger din stilling inden for seks måneder efter at have gennemført uddannelsen, skal du tilbagebetale (for eksempel) 50 % af de studieudgifter, arbejdspladsen har betalt.
- Hvis du opsiger din stilling efter seks måneder, men inden 12 måneder efter du har gennemført uddannelsen, skal du tilbagebetale (for eksempel) 25 % af de studieudgifter, arbejdspladsen har betalt.
- Hvis du opsiger din stilling 12 måneder eller senere efter, du har gennemført din uddannelse, sker der ingen tilbagebetaling.