Mand_paa_bro_content-header_768x384

Konkursregler – dine muligheder

Går din arbejdsplads konkurs, skal du anmelde din manglende løn, feriepenge, pension mv. til Lønmodtagernes Garantifond.

Er din arbejdsplads erklæret konkurs? Hvis du er i den uheldige situation, at din arbejdsgiver ikke kan udbetale din løn, skal du anmelde dine krav på løn mm. til Lønmodtagernes Garantifond (LG).

LG er en social garantiordning, som alle private virksomheder betaler et lovpligtigt bidrag til. Den sikrer dig som lønmodtager, da du kan få dækket manglende løn, feriegodtgørelse, pension mv.

Herunder kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig, og hvad vi hjælper med, hvis din arbejdsplads går konkurs.

6 gode råd ved konkurs

Du har mødepligt, indtil du bliver fritstillet eller hjemsendt

Hvis din arbejdsgiver er blevet erklæret konkurs eller er under rekonstruktion, er det vigtigt, at du bliver ved med at møde på arbejde. Det gælder også, hvis du ikke får udbetalt din løn. Sådan sikrer du nemlig dig selv bedst muligt.

Hvis du bliver væk fra dit arbejde, kan virksomheden opsige dig. Det kan resultere i, at du mister dine rettigheder – herunder løn og feriepenge i opsigelsesperioden og eventuelt fratrædelsesgodtgørelse.

Du kan få manglende løn dækket af LG

Er din arbejdsgiver ikke i stand til at udbetale din løn i forbindelse med konkurs, skal du anmelde manglende løn, feriepenge, pension mv. til LG. Når du har anmeldt dit krav, udbetaler LG, det du har til gode.

Vær opmærksom på, at du skal anmelde dit krav inden 4 måneder, efter virksomheden er gået konkurs. Får du meldt dit krav for sent, kan LG afvise at behandle sagen.

Disse krav dækker Lønmodtagernes Garantifond

Disse krav dækker LG og konkursboet ikke

Du skal være opmærksom på, at der er et par væsentlige undtagelser, hvor krav hverken bliver dækket af LG eller konkursboet.

Det drejer sig om følgende:

  • Godtgørelse for G-dage. Dine G-dage bortfalder, når den manglende betaling skyldes konkurs
  • Forlænget varsel for tillids- og sikkerhedsrepræsentanter

Regler for din første udbetaling fra LG

Første gang du modtager en udbetaling fra LG, vil du modtage:

  • Manglende løn
  • Minimalerstatning - gælder kun funktionærer, og er for de første 3 måneder af dit opsigelsesvarsel efter din fritstilling
  • Pensionsbidrag - hvis du er omfattet af en pensionsordning
  • Tillæg - fri bil, fri telefon mv.
  • Bonus, provision mv.
  • Andre krav, herunder sundhedsforsikring og fritvalg

Modtager du ikke den maksimale dækning ved den første udbetaling, vil LG udbetale yderligere erstatning til dig på baggrund af en beregning af dit samlede tab i hele din opsigelsesperiode.

Hvis du når LG's udbetalingsloft, skal du ændre din tilmelding på jobnet.dk til "Ledig med ydelse", så du har mulighed for at søge om dagpenge.

Læs mere om dagpenge 

Din stilling har betydning for din erstatning

Er du ansat som funktionær, får du minimalerstatning i tilfælde af, din arbejdsplads går konkurs.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er funktionæransat, og du ikke har en stillingsbeskrivelse til rådighed, skal du udfylde vores Erklæring om stillingsbeskrivelse (Word).

Når du har udfyldt erklæringen, skal du sende den til os, så vi kan rådgive dig om dine rettigheder i forhold til funktionærloven. Herefter skal du sende den til LG som dokumentation. Det er en god idé at gøre det hurtigst muligt, så du kan få din erstatning udbetalt.

Hvis du er direktør, medejer, daglig leder, bestyrelsesmedlem eller nært beslægtet med ejerkredsen, skal du være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at LG dækker din løn og løndele. I så fald er du velkommen til at kontakte os for rådgivning.

Du skal søge job i opsigelsesperioden

I opsigelsesperioden har du pligt til at begrænse det økonomiske tab. Det vil i praksis sige, at du aktivt skal søge job i hele opsigelsesperioden.

Det er et krav fra LG, at du søger minimum 3-4 stillinger hver måned jævnt fordelt på måneden i hele opsigelsesperioden.

Er du funktionær og har et opsigelsesvarsel på 3 måneder eller derunder, vil indtægten fra dit nye arbejde ikke blive modregnet i din erstatning. Det gælder dog ikke, hvis du ikke er funktionæransat. Her bliver din indtægt fra et nyt fast, eller midlertidigt, arbejde modregnet din erstatning.

Husk at dokumentere din jobsøgning og indtægt
Hvis du søger erstatning efter konkurs, skal du dokumentere din jobsøgning og eventuelle indtægt i opsigelsesperioden.

Når din opsigelsesperiode udløber, modtager du en påmindelse fra Lederne om, at du skal udfylde en erklæring på LG's hjemmeside omkring din jobsøgning og eventuelle nye lønindtægt.

Hvis du har haft en indtægt i din opsigelsesperiode, skal du huske at vedlægge kontrakt og lønsedler for dit arbejde, når du indsender din erklæring.

Det hjælper Lederne med

Som medlem af Lederne har du mulighed for at få råd og vejledning gennem hele konkursforløbet. Vi hjælper dig også, når du skal udfylde relevante blanketter og anmelde dit krav til LG og kurator.

Ønsker du, at vi varetager sagen for dig, efterspørger vi alle relevante oplysninger i forhold til konkursen, så vi bedst muligt kan hjælpe dig.

I tilfælde af at vi anmelder på dine vegne, står du ikke selv for kommunikationen med LG. Vi holder dig selvfølgelig løbende orienteret om udviklingen i din sag.

Hvis du ønsker hjælp til anmeldelsen

Ønsker du, at Lederne varetager sagen for dig, foregår det på følgende måde:

  1. Udfyld anmeldelsesblanket på Borger.dk
    Når du skal anmelde dine krav, skal du udfylde LG’s digitale anmeldelsesblanket på Borger.dk. Det er en god idé at læse LG’s vejledning grundigt, inden du går i gang med at udfylde blanketten.
  2. Giv fuldmagt til Lederne
    Et af de første spørgsmål på LG’s blanket omhandler fuldmagt. Til spørgsmålet om fuldmagt skal du vælge, at du vil give din fagforening fuldmagt.
  3. Lederne gennemgår din anmeldelse
    Når du har udfyldt blanketten, skal du gemme den på LG’s hjemmeside og herefter kontakte os. Vi gennemgår din anmeldelse, inden du selv efterfølgende indsender den til LG via MitID.
  4. Indsend anmeldelsen via MitID
    Selvom du har givet Lederne fuldmagt til at varetage din sag, skal du selv sørge for at få indsendt anmeldelsesblanketten til LG på Borger.dk, da det kun er dig, der kan gøre det via MitID. Det er derfor vigtigt, du er opmærksom på, at du selv har ansvaret for at anmelde alle dine krav inden for 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Når blanketten og evt. tilhørende bilag er sendt afsted, står Lederne for kommunikationen.

Du kan søge om rentefrit lån gennem Lederne

Hvis du er uden indkomst grundet din arbejdsgivers konkurs, kan du søge om et rentefrit lån gennem Lederne.

Se hvordan du søger lån

Har du spørgsmål til konkurs?

Hvis din arbejdsgiver går konkurs, står Lederne klar til at hjælpe og rådgive dig i din situation. Ring på 32 83 32 83 eller skriv til os.

Spørgsmål og svar