Job i udlandet – gode råd

Har du fået arbejde i udlandet? Du har forskellige rettigheder afhængigt af, om du skal udstationeres, eller om du skal arbejde for en udenlandsk arbejdsgiver.

Udstationering for dansk arbejdsgiver

Du skal være opmærksom på en række forhold, hvis du indgår aftale med din danske arbejdsgiver.

For at få fastlagt rammerne for din udstationering skal der udarbejdes en særlig ansættelseskontrakt – en udstationeringskontrakt – som tillæg til din underliggende danske ansættelseskontrakt.

Nedenfor er en række forslag, der ofte kan være relevante at få fastsat i udstationeringskontrakten:

  • Udstationeringsperioden
  • Det land eller de lande, hvor arbejdet skal udføres fra.
  • Oplysninger om arbejdsgiver i Danmark og udlandet.
  • Diverse tilladelser og attester, herunder A1, arbejds- og opholdstilladelse.
  • Ud- og hjemrejse, flytteomkostninger mv., herunder særligt, hvem der bærer omkostningerne i forbindelse med din tilbagevenden til Danmark godtgøres samt Vilkårene for din tilbagevenden til Danmark efter endt udstationering.
  • Stilling og arbejdsvilkår
  • Anciennitet
  • Bolig
  • Løn og valuta
  • Løngoder, herunder kost og logi m.v.
  • Pension
  • Ferie og feriefridage
  • Opsigelse
  • Dansk ret og værneting
  • Forsikringer
  • Skat*
  • Social sikring**
  • Er du fortsat omfattet af Lederaftalen?

*Vi rådgiver ikke om skat, men anbefaler, at du og din arbejdsgiver aftaler, at arbejdsgiver afholder udgifterne til en skatterådgiver, der har speciale i internationale ansættelser

** Vi rådgiver ikke om social sikring, men anbefaler, at du kontakter Udbetaling Danmark i stedet. Vi anbefaler, at du sender din udstationeringskontrakt og underliggende ansættelseskontrakt ind til os, inden du skriver under. Vi sidder klar til at hjælpe dig inden for 24 timer på hverdage.

Arbejde i Sverige og Norge

Skal du arbejde i Sverige eller Norge?

Lederne samarbejder med søsterorganisationerne Lederne i Sverige og Norge. Hvis du er medlem af Lederne, bor i Danmark, men er ansat eller skal ansættes på en svensk eller norsk ansættelseskontrakt, har du mulighed for at modtage:

Gennemgang af svensk eller norsk ansættelseskontrakt Rådgivning om svensk eller norsk ansættelsesret, herunder i forbindelse med opsigelse Rådgivning om dagpenge, efterløn og evt. tillægsforsikring

For at vi kan videresende din henvendelse til den relevante søsterorganisation, skal du indsende dit skriftlige samtykke til, at vi må videregive information om dine ansættelsesmæssige forhold til Lederne i Sverige/Norge. Samtykket kan til enhver tid trækkes tilbage.

Lederne i Sverige og Norge bestræber sig på at besvare henvendelsen inden for tre hverdage.

Overflytning af medlemskab Ledernes samarbejde med Lederne Sverige og Norge gør, at du nemt har mulighed for at flytte dit medlemskab mellem de tre nordiske lande.

LÆS MERE OM LEDARNA SVERIGE

LÆS MERE OM LEDERNE NORGE

Hvis du har en udenlandsk arbejdsgiver

Udenlandsk arbejdsgiver på dansk ansættelseskontrakt

Har du en udenlandsk arbejdsgiver, og er du ansat eller skal ansættes på dansk ansættelseskontrakt? Vi kan tilbyde dig en gennemgang og vurdering af ansættelseskontrakten.

Du skal dog være opmærksom på, at Lederne ikke retter henvendelse til en udenlandsk arbejdsgiver i anledning af en eventuel tvist.

Udenlandsk arbejdsgiver på udenlandsk ansættelseskontrakt

Har du en udenlandsk arbejdsgiver, og er du ansat eller skal ansættes på en udenlandsk ansættelseskontrakt, kan vi ikke tilbyde dig en gennemgang og vurdering af ansættelseskontrakten, da vi ikke rådgiver om udenlandsk ret

. Vi kan derfor heller ikke tilbyde at rette henvendelse til en udenlandsk arbejdsgiver i anledning af en eventuel tvist. Vi anbefaler derfor, at du i ansættelseskontrakten får indført en bestemmelse om, at din arbejdsgiver skal betale eventuelle omkostninger til juridisk og skattemæssig rådgivning.

Husk A1-attest, når du rejser i flere lande

Når du arbejder i flere lande, er det vigtigt, at du søger om en A1-Attest på borger.dk, hvis din arbejdsgiver ikke gør det for dig.

Det er din dokumentation for, at du har ret til dansk social sikring, selvom du også har arbejdsdage udlandet. Du skal også søge om A1-Attest, hvis din stilling er forbundet med rejseaktivitet til flere lande.

Søg om A1-attest på borger.dk

Har du brug for juridisk hjælp?

Som medlem af Lederne kan du få juridisk rådgivning om ferie, barsel, sygdom eller andet i din ansættelse. Skriv til os, og få svar fra os inden for 24 timer på hverdage.

Kom godt videre

Mand_med_forklaede_article-card_576x324

Arbejde i udlandet

Når du arbejder i udlandet, skal du arbejdsløshedsforsikres i det rigtige land, så du ikke mister retten til dagpenge.

ldre_kvinde_i_drbning_article-card_576x324

Få din efterløn med til udlandet

Er du på efterløn og overvejer du at tage din efterløn med til udlandet? Få et overblik over, hvad du skal gøre.

Ung_mand_planter_i_baggrunden_article-card_576x324

Funktionærkontrakt

Ansættelseskontrakten er fundamentet for dit ansættelsesforhold. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i de forhold, du skriver under på.