Står du over for en familieforøgelse? Eller har planer om det? Så skulle du måske læse med her.
Den 2. august 2022 træder en række markante ændringer i de danske barsels- og orlovsregler nemlig i kraft. Det ligger fast, efter at Folketinget onsdag vedtog en ny barselslov.
Barselsloven implementerer et EU-direktiv, der pålægger medlemslandene at øremærke minimum to måneders barsel til hver forælder. Direktivet skal fremme ligestilling mellem kvinder og mænd i hele EU.
I efteråret fremlagde Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) deres fælles forslag til, hvordan en model med øremærket barsel konkret kunne se ud i en dansk kontekst. Og det er det forslag, der nu er blevet politisk vedtaget på Christiansborg.
Her følger en gennemgang af de nye barsels- og orlovsregler, der modsat den nuværende ordning i sit udgangspunkt stiller forældrene lige.
Hvem har ret til hvad i den nye barselslov?
I dag har forældrene til sammen ret til at holde orlov i 84 uger, hvoraf de kan modtage barselsdagpenge i 52 af ugerne. Sådan vil det fortsat være.
Lovændringen handler udelukkende om i de 48 uger med ret til barselsdagpenge, som forældrene tilsammen har ret til foruden de fire uger, der er øremærket moren før fødslen.
Med den nuværende barselsordning er 14 af de 48 uger øremærket kvinden, mens to uger er øremærket faren/medmoren i forbindelse med fødslen. De sidste 32 uger med ret til barselsdagpenge kan forældrene dele imellem sig, som de har lyst til.
I den nye barselslov er de 48 uger som udgangspunkt delt ligeligt mellem mor og far/medmoren. Hver forældre vil således kunne afholde 24 ugers orlov med ydelser.
11 af de 24 uger er øremærket og kan derfor ikke overføres til den anden forælder. De 11 øremærkede uger bortfalder, hvis den enkelte forælder ikke ønsker eller har mulighed for at afholde dem. To af de 11 øremærkede uger skal holdes i forbindelse med fødslen. De resterende ni ugers øremærket barsel skal holdes, inden barnet fylder ét år.
De sidste 13 af de 24 uger er ikke øremærkede og kan således overføres til den anden forælder.
Nedenfor ses både den kommende og den nuværende barselsmodel.