Arbejder dine medarbejdere hjemmefra en gang imellem – eller overvejer du at tilbyde det? Så skal du som leder sætte dig ind i reglerne for indretning af hjemmekontoret. Det er nemlig dit ansvar, at reglerne bliver overholdt.
Indtil nu har arbejdsgiveren skulle leve op til de særlige regler for indretning af hjemmekontoret, når medarbejderne arbejdede hjemmefra mere end én dag om ugen. Men det ændrer sig fra den 30. april 2022. Herefter gælder reglerne for hjemmearbejde først, når medarbejdere arbejder hjemmefra mere end to dage om ugen.
Sidder medarbejdere mere end to dage om ugen på den faste plads på kontoret, vil der her gælde de samme krav, som hvis medarbejderne arbejder mere end to dage om ugen hjemmefra. Der er med andre ord tale om generelle regler for skærmarbejde – uanset hvor arbejdet udføres.
Arbejder medarbejderne to dage hjemme og to dage på kontoret, vil mindst ét af stederne skulle indrettes efter de særlige krav.
Hvad er kravene til udstyr og indretning?
Som for den fastkontorplads gælder det for hjemmekontoret, at en række krav til udstyr og indretning skal være opfyldt, hvis arbejdstiden overstiger to dage om ugen. Den ansatte må gerne bruge sit private skrivebord, stol og computer i hjemmet, hvis udstyret opfylder de gældende krav til skærmarbejde. Hvis den ansattes eget udstyr ikke opfylder kravene, skal arbejdsgiveren sørge for, at det nødvendige inventar og udstyr er til rådighed for den ansatte, eller at den ansatte ikke arbejder mere end to dage hjemmefra om ugen.