Generationsanalysen unik viden om det gode arbejdsliv

Udgivet: 26. august 2024

De unge og de ældre er overraskende ens i deres forventninger til arbejdslivet – både når det gælder balance mellem arbejde og fritid, klimabevidsthed og god ledelse. Det viser tal fra Ledernes generationsanalyse, der er gennemført i forbindelse med markeringen af 125-året for Lederne som organisation.

Aldrig har så mange generationer været på arbejdsmarkedet samtidig. Fra teenagere i deres første fritidsjob til seniorer, der har valgt at udskyde pensionen. Men hvad betyder det for danskernes forventninger til det gode arbejdsliv nu og i fremtiden? Hvilke krav stiller det til fremtidens ledere og til organiseringen af arbejdet? Hvordan motiverer man medarbejdere i så forskellige livsfaser – og hvilke ønsker og forventninger har generationerne tilfælles?

Analysen kan være med til at skabe nye perspektiver i hele diskussionen om fremtidens arbejdsliv og ledelse til gavn for både virksomheder, ledere og medarbejdere.

Tallene viser med tydelighed, at ledelse er en kompleks størrelse, der kræver stærk faglighed, som kan rumme alle generationerne på fremtidens arbejdsmarked.

’Generationsanalysen 2024 – forventninger til fremtidens arbejdsliv’ er lavet af analyse- og rådgivningsfirmaet Moos-Bjerre, og analysens datagrundlag er blandt andet baseret på mere end 4.000 spørgeskemabesvarelser fra danskere på det private arbejdsmarked – suppleret med mere end 1000 besvarelser fra offentligt ansatte og mere end 4000 af ledernes egne medlemmer.

Ved spørgsmål til analysen, kontakt da Moos-Bjerre, Konsulent Mille Urioste, miu@moos-bjerre.dk


Pressekontakt