Selvom Danmark generelt er et trygt sted at arbejde, koster arbejdsulykker, sygdomme, mistrivsel, stress, chikane og dårligt fysisk arbejdsmiljø den enkelte, arbejdspladserne og samfundet dyrt. Det skal vi gøre noget ved.
I Danmark skal vi have et arbejdsmiljø i international topklasse. For godt arbejdsmiljø understøtter det gode arbejdsliv, giver virksomheder en konkurrencefordel og bidrager til at øge arbejdsudbuddet.
Det hybride og digitale arbejdsliv er blevet hverdag for mange og giver muligheder for mere fleksibilitet i det daglige. Men det påvirker også vores forhold til det at gå på arbejde, til arbejdspladsen, til ledere og ledelse og ikke mindst vores arbejdsmiljø og trivsel. Et arbejdsliv i balance er derfor en mærkesag for Lederne.
Det er ledelsens ansvar, at arbejdsmiljøet er sikkert og sundt, og det er i samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere, at det forebyggende arbejde skal folde sig ud og virke. Ledere har brug for et godt og sundt arbejdsmiljø for at kunne skabe det for medarbejderne. Samtidig skal regler og love være klare, tydelige og realistiske.
Vejen til det gode arbejdsmiljø er bæredygtig ledelse og et stærkt, tillidsfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte arbejdsplads.