Det bliver enten Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse, Carsten Egeriis fra Danske Bank, Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet eller Britt Meelby Jensen fra Ambu, der løber med den eftertragtede titel som Årets Leder 2024.
Det står klart efter, at Lederne i dag har offentliggjort de nominerede til prisen, der i år uddeles for 23. gang.
”De fire nominerede har alle leveret fremragende resultater i deres virksomhed eller organisation, samtidig med at de repræsenterer nogle stærke ledelsesmæssige værdier, som vi gerne vil hylde,” siger medlem af juryen og administrerende direktør for Lederne, Bodil Nordestgaard Ismiris.