Efter en julefrokost aftaler en kvindelig afdelingsleder at dele en taxa ind til byen med sin mandlige direktør. Direktøren, som er medejer af virksomheden, er stærkt beruset og lægger an på den kvindelige afdelingsleder i taxaen, både fysisk og verbalt. Hun afviser ham gentagende gange i løbet af køreturen.
Kvinden kontakter Lederne for råd og vejledning om, hvad hun skal gøre. Hun ønsker som udgangspunkt ikke at sige sit job op, hvor hun blot har været ansat i få måneder, men hun kan heller ikke se nogen fremtid i et fortsat samarbejde med direktøren.
Hun synes, det er uretfærdigt, at en anden persons upassende og grænseoverskridende opførsel gør, at hun ikke kan se sig selv arbejde i virksomheden mere.
Den kvindelige afdelingsleder ender med at orientere virksomhedens anden direktør om hændelsen, og efter en forhandling modtager hun en undskyldning fra begge direktører samt en økonomisk godtgørelse i forbindelse med, at hun fratræder sin stilling.