Få styr på processen når en medarbejder er pårørende
Hvis en medarbejder skal tage sig af sygdom i nær familie, er der ofte brug for støtte på jobbet. Få styr på, hvordan du som leder håndterer situationen.
Du opdager, at der er noget i vejen
Har du en medarbejder, der er pårørende til et familiemedlem med fysisk eller psykisk sygdom, vil medarbejderen ofte have brug for, at du som nærmeste leder kender til situationen.
Fornemmer du, at der er noget i vejen, skal du ikke tøve med at tage fat i medarbejderen. Det kan også være, at medarbejderen, der er pårørende, selv fortæller dig om situationen, eller at en kollega gør dig opmærksom på det.
Ligegyldig hvad, er det vigtigt, at I får aftalt et tidspunkt, hvor I kan tale sammen.
Forberedelse
Start med at undersøge om jeres virksomhed har retningslinjer for, hvordan du som leder hjælper en medarbejder, der er pårørende. Hvis der ikke er nogle retningslinjer, er det en god ide at sparre med HR.
Er det fx muligt for medarbejderen at bruge omsorgsdage? Har jeres virksomhed en sundhedsforsikring, medarbejderen kan gøre brug af? Eller er der mulighed for nedsat tid eller hjemmearbejdsdage?
Start dialogen med medarbejderen
Det kan være svært for medarbejderen at tale om situationen som pårørende til et sygt familiemedlem. Omvendt kan det også være udfordrende for dig som leder at vide, hvad medarbejderen har brug for. Derfor er den gode dialog afgørende.
Som leder skal du:
- Starte med at få afklaret situationen. Hvad er der sket?
- Få styr på medarbejderens behov. Hvilken støtte behøver medarbejderen for at kunne varetage sit arbejde?
- Være i løbende dialog med medarbejderen og HR-afdelingen, hvis I har sådan en
- Vise, at du er til rådighed for løbende dialog
Husk, du er medarbejderens leder. Du skal hverken agere psykolog eller løse medarbejderens problem.
Støtte og fleksibilitet
En medarbejder, der er pårørende, vil ofte have brug for særlige hensyn på arbejdspladsen.
Tag udgangspunkt i medarbejderens behov. Drejer det sig om en længere eller kortere periode? Bliv i fællesskab konkrete på, hvordan medarbejderen får den bedst muligt støtte i arbejdsdagen.
Det kan fx være ved at:
- Justere medarbejderens opgaver
- Tilbyde fleksible mødetider eller hjemmearbejde
- Lade medarbejderen gå på nedsat tid i en periode
Det er dog vigtigt også at huske virksomhedens behov. Hvordan vil nedsat tid fx påvirke kolleger og medarbejderens opgaveløsning? Og er det overhovedet muligt med fleksible mødetider, hvis medarbejderen møder ind efter en vagtplan?
Mulighed for ekstern støtte
Gør medarbejderen opmærksom på, at der er mulighed for at søge ekstern støtte - altså udover det I i virksomheden kan tilbyde.
Medarbejderen kan fx søge:
- Tabt arbejdsfortjeneste via kommunen
- Plejeorlov via kommunen
- Tilskud til psykolog gennem henvisning fra egen læge – hvis ikke virksomheden har en sundhedsforsikring, medarbejderen kan bruge
Nogle kommuner tilbyder også kurser for pårørende eller støttende samtaler med en pårørendevejleder. Det kan medarbejderen læse mere om på den pågældende kommunes hjemmeside.
Derudover kan der være hjælp at hente som pårørende hos flere frivillige foreninger fx Bedre Psykiatri og Kræftens Bekæmpelse.
Lav en plan
Aftal i samarbejde med medarbejderen det videre forløb herfra.
Lav en plan for:
- Hvad medarbejderen kan levere af arbejdstid, opgaver osv.
- Hvor ofte du skal tjekke ind hos medarbejderen – og husk løbende at justere, hvis der opstår nye behov
- Hvem der formidler hvad til relevante personer i og udenfor virksomheden fx samarbejdspartnere mm.
Se på det som en proces. Hverken du eller medarbejderen ved, hvor lang tid det kommer til at tage, og hvordan det på sigt vil påvirke arbejdsindsatsen.
Situationen som pårørende er præget af stor uforudsigelighed.
Meld ud til resten af teamet
Åbenhed skaber en større forståelse blandt kolleger. Derfor er det en god ide at melde ud til resten af teamet, når du har en medarbejder, der er pårørende og fx har fået justeret arbejdsopgaver eller arbejdstid.
Det er selvfølgelig vigtigt, at du aftaler med medarbejderen, hvad kolleger og evt. kunder og andre eksterne skal have at vide.
Det kan både være dig som leder, der fortæller om situationen, medarbejderen selv eller en helt tredje – lad det være op til medarbejderen at bestemme det.
Kom godt videre
Pårørende på job
Organisationen 'Pårørende på job' har udviklet et vidensunivers til dig, der er leder, så du bedst muligt kan hjælpe en medarbejder, der er pårørende.