§ 6
Afdelingsbestyrelsen består af forperson, næstforperson, kasserer og yderligere to til fire bestyrelsesmedlemmer, der kan herudover vælges et antal suppleanter.
På generalforsamlingen vælges ud over bestyrelsesmedlemmerne tillige en til to revisorer samt en til to revisorsuppleanter.
Samtlige bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen. I lige år vælges forperson og 1-2 bestyrelsesmedlemmer. I ulige år vælges næstforperson, kasserer og 1-2 bestyrelsesmedlemmer.
Valgbarhed
For at være valgbar til en afdelingsbestyrelse skal man være medlem og have bopæl eller faktisk arbejdsadresse indenfor det geografiske område afdelingen omfatter. Der kan, efter indstilling fra afdelingsbestyrelsen, vælges ét bestyrelsesmedlem, der ikke er medlem af Lederne og som opfylder bopælskriteriet. En indstilling herom, skal fremgå af den udsendte dagsorden. Ledernes bestyrelse kan herudover i særlige tilfælde dispensere fra kravet om geografisk tilknytning. Passive medlemmer, pensionister og efterlønsmodtagere er ikke valgbare.
For at afdelingsbestyrelsen kan have fornøden tilknytning til erhvervslivet, kan der permanent kun sidde ét ledigt medlem. Ét ledigt medlem kan vælges til afdelingsbestyrelsen på afdelingsgeneralforsamlingen. Hvis der i perioden mellem to afdelingsgeneralforsamlinger bliver mere end ét ledigt medlem, skal disse stille deres mandat til rådighed på førstkommende afdelingsgeneralforsamling. Efterlønnere fratræder på førstkommende afdelingsgeneralforsamling. Bestyrelsesmedlemmer, der er ledige, kan kun genvælges én gang.
Er der flere kandidater til én bestyrelsespost gennemføres skriftlig afstemning. Ved stemmelighed mellem kandidater er det muligt at gennemføre omvalg. Ved stemmelighed efter omvalg, vil afgøres ved lodtrækning.
Sammensætning
Der skal til afdelingens bestyrelse tilstræbes en så repræsentativ sammensætning som muligt, således at der højst kan sidde to medlemmer i afdelingsbestyrelsen fra samme virksomhed. Der vil dog kunne dispenseres herfra af Ledernes bestyrelse.
Det skal tilstræbes, at der vælges en afdelingsbestyrelse, der repræsenterer afdelingens medlemssammensætning.
Hvis et bestyrelsesmedlem, der er i beskæftigelse, vælger at gå på orlov (uanset orlovstype) betragtes den pågældende som værende i beskæftigelse i hele orlovsperioden og er dermed fortsat valgbar.
Ved overgang til passivt medlemskab eller pension skal enhver valgt straks fratræde sin tillidspost. Dog kan et passivt medlem godt bestride poster som revisor og revisorsuppleant. Et passivt medlem kan også være tilknyttet afdelingsbestyrelsen til specifikke opgaver efter afdelingsbestyrelsens beslutning.