Når sommeren rammer Danmark, ved man aldrig helt, hvad vejret byder på. Men der har allerede nu været en række meget varme dage, og det kan godt blive så varmt på arbejdspladsen, at det går hen og bliver et problem.
Her er fem gode råd til de varme dage:
- Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at drikke rigeligt med vand. Det er vigtigt at erstatte den væske, man mister, når man sveder.
- Du kan opfordre medarbejderne til også at huske at få lidt salt, hvilket normalt fås gennem en almindelig kost.
- Hvis I har mange vinduer eller store glasfacader, er det en god idé med afskærmning – enten i form af gardiner eller markiser.
- Lad gerne medarbejderne holde flere korte pauser under en hedebølge – gerne i et køligere rum eller i det fri. Hvis det er muligt, så planlæg fysisk anstrengelse til morgen eller aften. Vær opmærksom på, at særligt følsomme medarbejdere som ældre eller gravide kan have brug for flere pauser.
- Overvej at give en is eller andet koldt på særligt varme dage – det kan være en god måde at klare varmen og holde humøret højt på.