Færre arbejdspladser har regler for hvilke typer af tøj, som medarbejderne må møde op i på arbejdspladsen.
Det viser en ny undersøgelse, som Lederne har gennemført blandt 1.891 ledere med personaleansvar.
I undersøgelsen svarer 27 procent af lederne, at virksomheden har nedskrevne regler for påklædningen på arbejdspladsen – en såkaldt dresscode. Sidste år var det tal 31 procent. Samtidig svarer 45 procent af lederne, at arbejdspladsen har visse forventninger til påklædningen, mens det sidste år gjaldt 46 procent af lederne.
Selvom faldet er ganske lille, er udviklingen dog stadig signifikant, og ifølge Ledernes ledelsesrådgiver, Flemming Andersen, er faldet formentlig udtryk for en tendens, der kommer til at blive tydeligere i fremtiden:
- Det, at vi nu oplever en mere løs holdning til påklædningen, er et udtryk for det arbejdsmarked, vi har nu. Vi er blevet langt mere digitale og moderne, og derfor har mange steder løsnet op i den konservative holdning til tøjet. Det betyder, at nogle helt dropper tankerne om at have en dresscode på arbejdspladsen eller løsner op i den, man har. I dag møder mange fx op i t-shirt og blazer, mens det før i tiden hed skjorte og jakkesæt, fortæller Flemming Andersen.