Iblandt de arbejdspladser, som har haft sendt medarbejdere og ledere hjem på arbejde under coronakrisen, har flere fået øjnene op for de fordele, der er ved at lade både medarbejdere og ledere arbejde hjemmefra fra tid til anden.
Det viser en undersøgelse fra Lederne, hvor der indgår svar fra 849 ledere, som selv arbejder hjemmefra helt eller delvist og samtidig har medarbejdere, der også arbejder hjemme.
I undersøgelsen svarer 17 procent af de hjemmearbejdende ledere, at deres arbejdsplads allerede har meldt ud, at man vil øge mængden af hjemmearbejde efter krisen. Samtidig svarer 57 procent af lederne, at de forventer, at det vil være muligt at arbejde mere hjemmefra efter coronakrisen.
Det svarer til, at 74 procent af lederne – eller tre ud af fire – enten ved eller forventer, at hjemmearbejde vil være mere normalt efter coronakrisen, end det var før krisen.